Må man kysse en ged

BOSE - here we go.................

Skulle det være undgået nogens opmærksomhed, at jeg i snart 2 år har været støjramt, er det muligt med lidt opdatering nu. 

 I skrivende stund ligger jeg på en hård bænk på Stenaline hyllet ind i hovedpude, strikjakke og hørebøffer af mærker BOSE. Sidstnævnte er medvirkende til, at jeg overhovedet kan være i dette larmende inferno af skibs motor, snak, cafeteria og meget støjende unger.

Mindfullness er en udmærket måde at være tilstede på i moderat støj, men det kræver meget energi, så den holder ikke i mange minutter ad gangen, desværre. Jeg bliver totalt drænet for energi og kan ikke holde fokus. Så Mindfullness er for mig absolut hjemmearbejde, og på udebane må jeg ty til skrappere midler. 

Indtil for en måneds tid siden, da Jonas kom hjem med sine fantastiske BOSE høretelefoner, har jeg gået rundt med alle lommer og tasker fyldt med gule Ear-ørepropper. Halveret forståes, så de kunne monteres i mere end 30 sekunder uden at falde ud. De er jo ikke skide diskrete, når de står som 2 gule antenner ud af hver øregang. Ørepropperne er stadig lige ved hånden, men nu bevæger jeg mig i stedet rundt og ligner en aldrende teenager, der har trukket sig tilbage fra samfundet for at hellige sig musikkens vidunderlige verden.

Det er dog ingenlunde tilfældet! Hørebøfferne, som har en anseelig størrelse og mest af alt ligner dem betonarbejder benytter på en tordenvejrs dag, er nemlig lavet så de holder lyden ude. Genial opfindelse. Ikke at de udelukker al støj, men de filtrerer meget baggrundstøj fra. F.eks. kan jeg slet ikke høre skibets motor fra min horizontale stilling lige nu. Al snak er udholdeligt, og det giver jo pludselig en dejlig mulighed for at kunne være - om ikke supersocial, - så dog en måde at være fysisk tilstede på.

Jeg har følt det lidt provokerende, at tage dem på i selskabeligt samvær, fordi jeg synes, det signaler enten HOLD DIG VÆK eller at folk tror, jeg ønsker at spille smart. Nu er jeg ved at være så modig, at jeg godt tør. Jeg er også begyndt at bruge dem i butikker med musik. Jeg ville ønske, jeg havde fået nogle langt tidligere, for det ville have betyudet meget for mig. At de virker overordentligt godt blev jeg klar over i Indiska butikken i Trollhättan, hvor Karin gik og småsnakkede med mig. Til sidst var hun ved at dø af grin, for jeg gik bare rundt uden at svare hende.
Det sjove er, at flere nu,  efter jeg er begyndt at bruge kæmpeparabolerne, har gjort opmærksom på, at man kan få små formstøbte høreapparater med samme virkning. Derfor har jeg, efter et godt råd fra en dejlig veninde, kontaktet Center for Kommunikation i Herning, og skal forhåbentlig snart have lavet et par. De er ikke billige, men jeg håber virkelig, at de kan blive en succes, for lige nu LÅNER jeg jo blot Jonas' hørebriller, og jeg gad frygtelig gerne være mere med ude i livet, og til det vil sådanne fætre være en god hjælp 😍

En anden ting, HVIS jeg ikke havde lånt kæmpeparabolerne, havde det ikke været et issue at starte på Virksomhedsportalen i Ikast. Der findes bare ikke mange steder, hvor der er nogenlunde stilhed. Prøv lige at tage en lytterstatus, hvor du befinder dig lige nu. Er der RO? Den baggundsstøj, der sikkert er..... radio, snak, opvaskemaskine, tv eller andet er nok til at min sociale hverdag, desværre ikke fungerer. Og så ER det faktisk endda blevet en smule bedre. For et godt års tid siden kunne jeg SLET ikke være i det, nu kan jeg være der en lille tid, men må trække mig tilbage og sove. Ja, det er ikke nemt både at være stressramt og særlig sensitiv. Har du en ven, der er støjsensitiv kan du være en rigtig god ven ved at slukke for baggrundsmusik, sørge for at placere din ven yderst og ingen mennesker bagved. Du kan også af dig selv sige, når du inviterer, at der står et rum klar til afslapning. Det er nemlig så forbandet svært selv at spørge om.

Kan ikke huske, om jeg har skrevet det før. Men for mig har det været sådan, at al støj har været lige højt/generende. Forestil dig at tre bands spiller på engang, og du står i midten, eller at alle der snakker omkring dig, snakker lige højt, og du med din hjerne skal holde stemmerne ude fra hinanden. At din hjerne ikke selektivt kan adskille dem, og du ikke kan holde fokus på een af lydene. Sådan har jeg det, og det betyder, at hjernen skal bruge mængder af energi, som du ikke har. Når jeg f.eks.  sidder på cafe,  eller der sidder 2 ved siden af, og snakker om noget andet, skal jeg "næsten fysisk" holde støjen ude. På gode dage, og når jeg ikke er træt lykkes det for en lille tid, men hvis jeg er træt, går det slet ikke. Man lærer sig nogle trixs undervejs. Man går ofte på wc, tager af bordet, trækker lidt frisk luft for at hvile hjernen lidt. Men som regel, når jeg ikke at trække mig i tide - før jeg har overskredet grænsen - fordi jeg jo også gerne vil hygge mig, og det er svært at sige til dejlige venner, at HOV, nu er jeg træt. Ingen kan se, hvordan man har det inden i - derimod hører jeg tit. "Det klarede du da godt", det er selvfølgelig rart nok, at andre synes det, men de mærker heller ikke den tømte konto.

Nu glæder jeg mig til at få taget mål til nye høredippedutter. I morgen skal jeg klippes og på torsdag skal jeg hente mine nye briller - så nu bliver Fru Sommer updatet lidt, og det er ski også tiltrængt.

Lige nu skinner vinter/forårssolen smukt i det næsten udsprungne hjertetræ som vi fik af Inge og John i 1989 i bryllupsgave til vores bryllup nr. 2.

....og på gårdspladsen står det stærkt beskårne Parklind og stritter med sine nøgne grene. I år kan vi se frem til sol på gårdspladsen, tror jeg, for der er ikke mange grene tilbage, som kan bære blade. Livet er ikke så ringe endda. :)