Må man kysse en ged

Fra skrot til guld...........

......tror jeg der er en udsendelse, der hedder. Nej, det lyder nu forkert - det er vist Fra SKROT til SLOT???  Tit bliver jeg meget inspireret af at se sådanne udsendelser, hvor man forvandler gamle ting, man ellers ville smide på losseren. Som oftest bliver det dog ved ideen og tanken, indtil skrottet ender som SKROT. Men ting med affektionsværdi kan være lidt svære at slippe. Sådan har det også været med morfar og mormors gamle finerreol. Køn var den altså ikke, men jeg har da haft den stående 10-15 år som sådan i mit soveværelse, hvor den har en rigtig fin størrelse og nytteværdi. Man går jo og bliver lidt "Hemmablind" som de siger i Sverige, og vænner sig til tingenes tilstand. Sådan endte det også i dette tilfælde, lige indtil det blev flyttet tilbage i det nymalede soveværelse. SÅ var det altså for slemt!

Derfor måtte jeg igang med at blande maling igen. Resultatet blev den yndigste sarte turkisblå, som matcher noget af mit sengetøj. NØJJJJHHHH, hvor er det blevet fint!!!! Men renovering griber jo om sig. :)

Dette lille bord fik også en omgang turkis light og blev så fint så fint. Glemte altså at få det fotograferet - måske kommer der et billede senere.

Weekenden var stille og sløv, men Per kunne imellem et par afsnit i Netflix-serien "Homeland" lokkes til at hænge billeder op i soveværelset - efter mine strenge anvisninger, forstås :) Det er sådan en tilbagevendende diskussion, vi har her i huset. Jeg er millimeterfikseret, når det gælder ophængning af billeder, med det resultat at bilederne ofte kommer til at stå "og ta´ sig ud".  Pludselig en dag, så hænger de efter det forhåndenværende søms princip. Et princip, som ALDRIG matcher med mine forventninger og ideer, og så tager vi endnu en diskussion. Jo, KEDELIGT er det ikke i vores ægteskab! ♥♥♥ 

Jeg har længe tænkt at skifte betrækket ud på mit gamle træstrygebrædt, men fordi jeg har hængt i bremsen, er der jo ligesom  heller ikke sket noget på det område. Men en lille rest hør fra de glade Sødahl tider blev fundet frem, mens Per knaldede søm i væggen.

Det blev klippet til og sat fast med knappenåle.

Derefter clipset på med en clipsemaskine, Nielsen havde i gemmerne. Jow, indrømmet... det ligner lort på undersiden.......

...but who cares? På under en ½ time var strygebrædtet fint som nyt. Matcher til både sengetøj og reol og billeder. Et STORT punkt på to-do-listen kunne med minimal indsats krydses af på listen. Jeg føler mig glad. Nu er der et nyrenoveret rum, hvor jeg kan lade min krop og sjæl op med energi, når det er tiltrængt - og det er det TIT.
Men som en anden stressramt så rigtigt og sødt skrev som kommentar til mit forrige indlæg. En elefant spises en bid af gangen!  Jeg spiser bare videre. Nu er appetitten ved at være der, og lige om snart skal jeg på "NYORIENTERINGS-kursus" på kommunen. Jeg vil blive virkelig udfordret, for timemæssigt overskrider kurset langt, hvad jeg endnu formår. Men jeg tager elefanten ved snablen, æder den bid for bid, og så siger jeg TAK for mad, når jeg er mæt. Mærker min grænse (håber jeg), sætter mine grænser (håber jeg) og tager et hvil. Man er ikke forpligtet over sine evner og formåen. Det er lektien jeg øver på at lære. TAK FORDI DU LÆSER MED.