Må man kysse en ged

40 år er da en slat.............. :)

Det er helt sikkert et alderdomstegn, når man begyder at tænke og sige: "Hvor blev de år af...", så jeg er jo nødt til at erkende, at jeg jo immervæk er ved at være GAMMEL - i hvert tilfælde i mine ungers og børnebørns optik :)
I september rundede jeg et meget skarpt hjørne - nemlig de 60. Det gjorde nu ikke ondt - og nemt var det med festen, for den købte vi os nemlig til i Cafe Tankefryd. Det var første gang i vores næsten 40 år lange ægteskab, vi holdt en fest ude, og hvor vi ikke selv havde stået for det hele. Det blev en stor succes. Jeg var /er nødt til at erkende, at energi og hjerne bare ikke endnu ikke er klar til gæstebud, og brunch er ikke så mange timer, så det gik godt.

I går den 11. december var så årets andet store minde dag for Per og jeg. Nemlig vores 40 års bryllupsdag. Så vidt Per vidste, havde jeg inviteret mor, børn og børnebørn på brunch endnu engang i Tankefryd, og det glædede vi os til. Hvad han ikke vidste var, at jeg også havde inviteret vore søskende, moster og nogle få mere. Det skulle nemlig være en TAK til ham for den han altid har været for mig og vores lille familie. Der er en del logistik omkring et surprice party. Det kan jeg ikke styre, men heldigvis har jeg min højre hånd Mille - og hun er skarp :)
Min andel stod i at ringe til familien og invitere :)

Men en ubekendt faktor dukker jo altid op :) Da Per havde sat mor og mig af ved fordøren, fik jeg Per til at køre ned og parkere bag Tankefryd, for alle gæsterne stod i cafeen ud mod gaden og puttede sig. Jeg synes dog, der gik MEGET lang tid inden Per kom op ad trappen, så efter 5-10 minutter gik børnebørnene og jeg ned for at hente ham, for jeg var sikker på, at han som sædvanlig var faldet i snak. Men pludselig lød der et latterbrøl oppe fra cafeen, og vi skyndte os der op. 

Her stod Nielsen så med en herrestor buket roser - en overraskelse til mig. 40 stk. :) Desværre fik jeg jo ikke set hans ansigtsudtryk lige da han kom ind. Men jeg kunne se og mærke han blev rørt.!

Fantastisk at tænke på. Jeg mødte Per på Thyregod Kro den 11. juni 1971 - 14½ år gammel. Per havde lige fået kørekort dengang. Den 11. december 1976 blev vi gift på Brande rådhus. Den 11. Juni 1989 blev vi til Kobberbryllupet viet i Brande Kirke. Derefter havde vi jo sølvbryllup den 11. december 2001 holdt vi sølvbryllup - og nu er der så gået 40 år!!!! Jeg har kendt og elsket min Per i 3/4 dele af mit liv. Så hvertår på fandens fødselsdage fejrer vi hinanden. Jeg har nu af og til glemt disse mærkedage, fordi sådan er jeg bare, men så har gode veninder været hjælpsomme og mindet mig på dagen. Nu har det udviklet sig til lidt af en konkurrence mellem Per og mig, HVEM der kommer først med den halvårlige lykønskning. Han er nemlig lige så dårlig ( NÆSTEN) til at huske datoer. Men hvad betyder det, når man elsker hinanden og er der i tykt og i tyndt? Det kan lyde som et lyserødt eventyr, men tag ikke fejl! Vi kan skændes så det brager, diskutere til loftet falder ned, vi kan råbe og smække med døren - men vi kan kan også elske og hygge, vi kan nyde og grine, vi kan VÆRE og ÆRE, vi kan hjælpe hinanden og vi kan glæde hinanden. TAK til Per for 40 års dejligt ægteskab og 45 års samliv. Tak til den bedste mand og ven i mit liv