Må man kysse en ged

Spring fra 10-metervippen.........uden redningsvest!

Onsdag tog jeg tilløb og torsdag SPRANG jeg ud fra 10-metervippen UDEN redningskrans.

at-vove2-1024x684.jpg

Det er næppe undgået mine Facebook venners opmærksomhed, at jeg de sidste 2 1/2 år har været ramt af stress og udbrændthed. Det har fanemej været intet mindre end SVÆRT. Jeg har ikke kun haft kognitive vanskeligheder med koncentrationsbesvær, at huske, læse, lytte og støj.  Jeg har virkelig haft en stor identitetskrise. Fra at være en udadvendt, stærk, kreativ, en rimeligt socialt engageret person, der altid har brændt for at hjælpe andre mennesker og sat en stor ære i at kunne klare mig selv, ramte jeg i juli 2015 muren. Så slemt at jeg synes, jeg helt har haft mistet mig selv.

Vejen siden den dag har været svær at gå, men med en stærk og fantastisk klippe af en mand, dejlige børn, en fantastisk veninde og terapeut og dejlige venner er det jo heldigvis alligevel gået stille og roligt og uhyre L A N G S O M T fremad.

virksomhedsporten-flaglogo.jpg

I foråret startede jeg presset af en jobkonsulent i virksomhedspraktik på et beskyttet værksted i Ikast. Det har været både hårdt og godt. Ramsdalgruppen - Virksomhedsporten har været et fantastisk trygt sted at starte og få fodfæste igen. Jeg kan kun takke de mennesker der. Især min mentor, som har støtte mig i og forsøgt at lære mig - at det altså ER OK, at sige fra. At det IKKE er mit ansvar det hele, og at det er vigtigt at sige fra i tide! Tror såmænd ikke jeg har lært det endnu, men jeg er på vej og øver!!! DÆLME SVÆRT - når man egentlig i bund og grund er en PLEASER.  Der er grædt rigtig mange tårer i de 2 1/2 år. Både hjemme, hos vennerne, hos mine terapeuter, på kommunen og hos Ramsdal. Hvis tårer virkelig var guld, ja, så vil jeg aldrig lide nogen økonomisk nød! 😉  Det ER de desværre ikke!

Tidligere har jeg stort set været rimeligt lideglad med, hvad folk tænker. Sådan er det desværre ikke længere. I takt med at jeg fik det dårligere, blev jeg mere paranoid med hvad andre kunne tænke. "Er det bare pjæk? Skal hun bare være interessant? Nahr..... stress???? Gider hun ikke arbejde? Osv."  I den dur.  Tankerne har kørt som et ekstra spor næsten 24/7, synes jeg. Kun når jeg har været helt væk - i sommerhus, på ferie eller hvor der ikke er nogen, der kendte mig, har jeg kunnet give lidt slip. Nu kunne man tro, at det kun er mig der har det sådan. Det er det så IKKE! jeg har snakket med rigtig mange andre sygemeldte, som næsten alle har det på samme måde. De/vi har ikke ORKET verden. Vi er måske kørt udenbys for at handle, sagt nej til invitationer, gemt os ned under dynen. Været bange for ikke at blive forstået. Udadtil ligner vi os selv, men indadtil er der kaos.

kaos.jpg

DRÅBEN, der fik bægret.....
Jeg er typen, der er mega bange for at gøre noget forkert i forhold til kommune, SKAT og Fagforening, så der går jeg med livrem og seler - og GØR ikke bare noget, og håber det så var OK. Andre steder er jeg meget lidt autoritetstro! Men i forhold til det offentlige forsøger jeg at undersøge tingene grundigt eller få andre til det for mig :)

I onsdags fandt jeg så ud af, at jeg ikke måtte holde efterårsferie!!!! Ferieåret i det regi hedder åbenbart 5 uger regnet 12 måneder tilbage,  og ikke som alle andre steder fra 1. Maj til 1. Maj. Det er der så bare ikke lige nogen sagsbehandler, der synes, det har været vigtigt at fortælle. Når man er udbrændt og hele tiden hænger i det yderste af fingerspidserne og i god tro ser frem til en ferie, der skal "redde en" og så får sådan en besked. Ja, SÅ vælter læsset altså. Det vil sige, at jeg faktisk først må holde ferie igen efter 1. april 2018. DET blev simpelthen bare for meget! Måske raske mennesker ville kunne tackle det nemt og smidigt men tror ikke det er mange sygemeldte der kan. For mig blev det DRÅBEN, der fik bægeret til at løbe over - helt over!!!! DET fik jeg vist også kommunikeret ud til min sagsbehandler, som nu også kunne tolke ud fra det jeg fortalte, at mit forløb hos Virksomhedsporten måtte stoppe, og der skulle findes noget andet til mig! NO WAY!!!

JEG SAGDE OP i KOMMUNEN!!!!  Jeg er ikke sikker på, det sker ret tit. Jeg ved faktisk slet ikke om man KAN sige op i kommunen :) For der blev tavst i den anden ende! 
Efter det var der selvfølgelig TOTAL KAOS i mit indre. Jeg græd og græd og græd, men med Pers og Jettes ro og støtte blev beslutningen blev taget. Nu er nok NOK. Faktisk lavede vi i sofaen en gældende afstemning ved simpel håndsoprækning. Resultatet blev 3-0 til at jeg nu træder ud af "samfundet" en tid :) Uden sikkerhedsnet overhovedet - bare PER :)

Torsdag morgen kørte jeg til Virksomhedsporten og sagde farvel. Det var en stor lettelse. Min mentor er fantastisk, og endnu engang måtte jeg tude lidt, men denne gang af lettelse og rørthed over de varme knus og skulderklap jeg fik af de andre. Mærkeligt at det er nødvendigt at måtte skippe al økonomisk sikkerhedsnet i en alder af 61, for at få det bedre. Efterlønnen er nemlig røget sig en tur!!! Men flere sagde, at de synes det er SEJT, og de ville ønske, de turde. For mange af dem har det på samme måde som mig. De har bare ikke modet og baglandet i orden til det.

Torsdag kl 14.30 ringede jeg - med Per ved min side - til min sagsbehandler og "sagde op og meldte mig ud af systemet". Hun forstod det ikk!!!! Der er nogle procedurer, der træder i kraft, så på Mandag raskmelder jeg mig endeligt. NEj, jeg er ikke rask i den forstand, at jeg kan tage et arbejde i støj og larm på en arbejdsplads. Men det er heller ikke det jeg skal lige nu. Nu holder jeg selv-betalt "sabbatår" indtil 1. januar. Jeg rejser mig af støvet, og efter nytår starter et nyt kapitel som terapeut igen. DET er nemly mine spidskompetencer. Det ved jeg, jeg kan og er god til. Jeg håber selvfølgelig, at både gamle og nye "kunder", har lyst til behandlinger, kurser, perler og hvad jeg nu ellers kommer til at ernære mig ved 😁

Da den samtale var overstået, følte jeg mig 100 kg lettere - faktisk helt tom inden i - og GLAD MED GLAD på. Jeg VED, det er den rigtige beslutning.

Faktisk er jeg lidt stolt af mig selv. Hvor mange tør tage samme spring fra 10-meteren i en alder af 61, og give helt slip. NU har jeg GJORT det - og nu beder jeg til, at universet holder hånden UNDER/OVER mig - eller en stor lottogevinst krydser min vej.

Nu får jeg fat i min identitet igen. En af mine unge veninder sagde for et par uger siden. " Bliv nu selvstændig - det er Ikke DIG, der er noget galt med, du er FEJLPLACERET" . I guder, hvor har hun ret. TAK til dig, der sagde disse ord. Nu er jeg på vej op på hylden - den rette - igen. Alle mine venner har ønsket TIL LYKKE og tror på mit nye liv. Mange af dem har tilbudt hjælp med det ene og det andet. Jeg er SÅ taknemmelig.

Indtil da holder jeg F R I ! Fri fra krav, forventninger og ødelæggende tanker og bekymringer. Bare FRI. 

TAK til dig, fordi du læste med på den lange smørre❤️

Text

Slå en streg...........................

Uha det er længe siden, jeg har fået skrevet her på bloggen. Det skyldes såmænd, at jeg er kommet lidt ud i det pulserende liv igen. Ikke meget - men lidt har også ret. Jeg er begyndt på et lille job på et beskyttet værksted i Ikast og er nu oppe på hele 2 X 2 timer om ugen. De dage. hvor jeg er på job, magter jeg lige nøjagtig ikke andet end at gå direkte hjem i min seng, for stort set resten af dagen. Det lyder måske TRÆLS, men det gør ikke noget, for jeg er nemlig blevet rigtig glad igen. Jeg kan dog godt mærke, at jeg ikke skal presses til flere timer lige nu - men jeg håber da at kunne komme lidt højere op i tid engang. Arbejdet har betydet noget på flere områder. 
1. Jeg kører nu selv bil HELT til Ikast - jeg bruger mega meget energi på det - men jeg GØR det. Det betyder, at jeg må regne kørslen med som arbejde, da jeg kun har ca. 4 timers energi MAX mellem hvert hvil.
2. Jeg føler mig GLAD og med i et FÆLLESSKAB. Det giver GLÆDE og SELVTILLID - det har det jo nok haltet lidt med de sidste 2 år. Ja, tænk om en måned er det faktisk 2 år siden elastikken sprang.
3. Ideerne bobler igen frem i min plagede hjerne - det er både godt og skidt. Godt fordi der jo KOMMER nogle GODE ideer ind på lystavlen. Lidt skidt, fordi jeg jo ikke rigtig kan føre dem ud i livet. Det håber jeg så på kommer en dag :)
4.  Og så er jeg så glad, fordi jeg er kommet til at SY og KONSTRUERE igen.

Jeg har fået tegnet et grundmønster af og tilrettet til mit frodige korpus. Jeg har fået lavet et par kjole mønstre i karton og fornøjelsen er til at tage at føle på, når jeg står og konstruerer efter Karins gode konstruktions bog.

 

Karin og jeg gik i 70´erne på Tilskærerskole sammen - ja, det var faktisk på vej til første undervisnings dag i Herning, vi mødte hinanden i toget - og siden har vi holdt sammen i tykt og tyndt. Vi fortsatte på Dansk Konfektion og Trikotageskole i Birk (det nuværende Teko). Jeg blev udd.  Industriel designer. Karin droppede ud, men har senere taget en Skrædderudd. i Århus. Karin har trofast syet alle årene, men for nogle år siden smed jeg alle mine konstruktionsbøger væk, efter at de havde stået uberørte i kælderen i ca. 25 år. Mine gode pap mønstre og undervisningsmateriale røg samme vej. Det fortryder jeg jo lidt i dag. Men tingene går alligevel op i en højere enhed, for Karin har købt denne fantastiske bog, som jo indeholder det grundlæggende - og sjovt er det altså at mærke, at meget af det ligger på rygraden. Tingene skal bare lige genopfriskes og med Karin som livline, går det faktisk helt godt. 

Først fik jeg syet denne cerisefarvede kjole - som jeg tegnede af efter en anden model, jeg har købt.

Min overlocker har jeg også givet væk eller solgt for mange år siden, nu ringede jeg så til min søde svigerinde, og spurgte, om jeg måtte låne hendes lille bordmodel.

Senere samme dag blev maskinen leveret på Blichersvej med denne lille seddel!  Fantastisk ikke ♥♥♥ Jeg er da så heldig og taknemmelig.

Den Cerisefarvede er blevet et hit, så derfor har jeg syet en brun med prikker og sidst denne med søde vilde dyr. Den synes, børnebørnene jo er vildt fed - selv synes jeg, den er sød. Griner også lidt af mig selv - 60 år og sådan en kjole - men jeg er ski ligeglad. Jeg har udfordret mig selv med forskellige ærmer, lidser og lommer. Det er jo ikke fordi jeg sidder i timevis og syr, men hen over et par dage eller 7 er det overkommeligt, og jeg kan mærke, at det er vigtigt at lave noget synligt. Noget der beviser, at jeg ikke sover 24/7 - selv om det tit føles sådan :)

Sammen med dyrestoffet kom jeg også til at købe dette grå/turkise stof, fordi jeg ikke kunne vælge - og hvorfor NØJES!!!!! Det har så ligget og råbt i 2-3 uger på at blive syet. Det har faktisk givet lidt STRESS, fordi jeg ikke har haft overskuddet. Måske tænker jeg, at jeg fremover kun skal købe til en ting af gangen for at undgå stress og for at undgå, at det som mange gange tidligere er endt på en hylde! På den anden side - det ville DÆLME osse være ærgerlig, hvis det så var udsolgt!!!!

Denne model skal knappes ned foran og have kinakrave. Kjolen er klippet og i weekenden skal den gerne syes, så jeg kan få den på til en fødselsdag lige om snart.  Jeg vil nyde hvert eneste sting jeg syr, og glæde mig over, at jeg atter er kommet igang med at sy. Og jeg må også sige at jeg er super glad for mine dejlige FB-venner, som giver glade kommentarer og skulderklap. I dag landede f.eks. en hel mappe med møsntre sammen med en stor stak flødeboller på bordet i min baggang. TAK KIRSTEN!!!! Det er mønstre fra dengang jeg undeviste i stræksyning i 80érne. Mønstre som jeg jo selv har smidt ud. I weekenden skal jeg kigge i den og mindes. GODT at der er NOGEN, der kan gemme deres ting :)  Det er næsten lige så godt som at vinde den store lottogevinst! Jeg har allerede luret lidt i mappen- og sørme om raglanmodellen på min superkjole ikke også er der! Måske skal jeg re-lancere den igen - har nemlig luret at STOF og STIL har strækvelour på hylderne igen. 

Livet er ikke så skidt endda. I morgen er der møde med sagsbehandler og arbejdsplads. Det jeg drømmer om lige nu - er at få RO RO RO. Få at vide, at jeg kan blive på Merkurvej i lang tid. Det ville give mig ro i sjælen - og det trænger jeg faktisk rigtig meget til. Jeg er ikke god til kun at vide 2-3 måneder frem hele tiden, hvad jeg skal. Håber det hele løser sig. Gad GODT, at jeg ikke var bekymrings-typen - men det ER jeg bare.

Vigtig viden - unødig info....

....sådan lyder en af "Natholdets" jingler i Anders Breinholts sjove godnatserie. Her skal dagens gæst vurdere en information, om det er VIGTIG VIDEN eller UNØDIG INFO. Alt er jo subjektivt og vurderes ud fra betragterens mening. Det var vist også det, der skete i forhold til vores ferie i sommerhuset her i påsken. 
Sommerhuskøkkenet blev i efteråret bygget om, og den del var jeg ikke med til og var derfor ganske uvidende om, at køkkenet ikke længere var i besiddelse af en ovn. Den information var åbenbart blevet kategoriseret til "unødig info"!!!! Frustrationen blev derfor en rimelig stressfaktor, da jeg glad fortæller Per, at Heinz og Karin medbringer en stor lammekølle af egen avl, og vi er blevet udvalgt til at dele den med dem i Sverige, og han så slukøret fortæller, at der ØHHHHH nu nok kun er en miniovn i Stuvik! På det tidspunkt sidder vi i Frederikshavn og venter på færgen klokken sent om aftenen. Heldigvis når jeg at få en sms sendt med beskeden, inden vennerne kører fra Brande. Køllen bliver smidt i fryseren igen og konverteret til en grydesteg, som vi trods alt har mulighed for at lave i den svenske sommerhusidyl. 😊

Jeg ærgrer mig over den manglende info på hele turen, for vi plejer ( Karin plejer) at bage det lækreste langtidshævede økobrød hver morgen, og det ved jeg Karin har medbragt gode materialer til. Det svenske brød er nemlig IKKE noget at skrive hjem om. Det er nærmest bedrøveligt dårligt 😩 I sandhed ikke den bedste start for MIN ferie. Heller ikke for Pers, da han jo i lang tid skal høre på mit brok. Og er der noget jeg er en mester i, er det dælme BROK. Selv synes jeg faktisk ikke, det er en spidskompetence man skal være stolt af, men i den diciplin kan jeg helt sikkert score en 13!!!!!! Men nogle gange skal det bare uuuuudddddddddddddddd! Det kom det dælme osse, skal jeg lige mene. UNDSKYLD PER ♥♥♥ ( Bare man siger UNDSKYLD, må man vist nok opføre sig, liiiige som man lyster, har jeg set i regeringen!!!! )

Nå, i nattens mulm og mørke, når vi frem til et mørkt og K O L D T sommerhus, for sådan er det jo, når et hus har stået tomt i mange måneder i vinterhalvåret. Det man så bare SLET ikke gider er, at et vandrør er sprængt i badeværelset, fordi der har stået en slat vand i et rør. Men Per laver lidt damagecontrol og med lidt stearinlys en godnatmad og en tissetur i skoven, er det dejligt at snige sig ned under sin dyne, høre skovens lyde, holde lidt i hånd efter en lang tur og så tørne ind.

 

Det er ikke fordi, mændene ikke har alverdens metaldele, skruer og værktøj  oppe i skoven, for DET har de. Men lige netop den del, der skulle bruges i badeværelset var IKKE lagervare. Per kørte derfor tidligt hen til KENT, som er den lokale pusher inden for byggematerialer i Stuvik. På trods af, at han stort set ellers også er leveringsdygtig i alt som i ALT, havde han selvfølgelig ikke denne stump slange, så Nielsen styrede Zafiraen de 20 km ind til Trollhättan og fik fingre i det han skulle bruge.

Imens havde fruen pakket ud, lavet lidt velfortjent frokost til den stakkels mand, som jo et eller andet sted godt gider sådan en udfordring. God er han altså også til at fikse næsten hvad som helst. Så snart var der strøm, vand og varme på igen. Vådservietterne blev pakket væk igen og det blev tid til en morgenskidning klokken midt eftermiddag! 😂

Senere på dagen dukkede Karin og Heinz op og vi havde en god frokost klar og en snaps på køl. Det hører sig ligesom til. Derefter måtte Karin i køkkenet og "lægge en dej" (LOL), mens vi andre tog af bordet. Det gik jo næsten for nemt, for nu er der blevet installeret opvaskemaskine i sommerhuset. Jo, jo , det er jo OK, men jeg har faktisk nydt at vaske op i alle årene i Sverige. Har godt kunnet lide, at der var forskel på at være hjemme i mit eget køkken og så den mere primitive ferie i Sverige. En opvaskestund, hvor man bare kunne være 2 i køkkenet - for der var ikke plads til flere - og hvor man kunne få den snak, man ikke altid når derhjemme. Nu udkonkurreres den snak af en larmende maskine! 

Karins dej blev hængt til koldhævning på terrassen. Vi har oplevet en druknet mus tidligere, hvor Peder havde sat brød til hævning, så det gad vi ikke lige igen, så Nielsen lavede denne opfindelse :) 

 

4 boller er jo bedre end INGEN boller, og det lyder jo også lidt smart at sige, at man lige har bagt 3 plader boller!!!!! De var URGODE, Karin!!!!!

Kunne ikke stå for denne lille søde blender til 100 kr. i RUSTA. Der kan lige være 2 smooties i og så er den bare SÅ fiiiiin i farven :) 

En dejlig afstressende tur i det svenske er godt for både sjæl, parforhold og venskab - eneste minus er savnet af de små. Der gik heller ikke mange timer efter hjemkomsten, før det på Rønnealle lød. VI vil ned til morfar og mormor :) Så blev der hygget og kreaet, og alt er ved det gamle igen.

BOSE - here we go.................

Skulle det være undgået nogens opmærksomhed, at jeg i snart 2 år har været støjramt, er det muligt med lidt opdatering nu. 

 I skrivende stund ligger jeg på en hård bænk på Stenaline hyllet ind i hovedpude, strikjakke og hørebøffer af mærker BOSE. Sidstnævnte er medvirkende til, at jeg overhovedet kan være i dette larmende inferno af skibs motor, snak, cafeteria og meget støjende unger.

Mindfullness er en udmærket måde at være tilstede på i moderat støj, men det kræver meget energi, så den holder ikke i mange minutter ad gangen, desværre. Jeg bliver totalt drænet for energi og kan ikke holde fokus. Så Mindfullness er for mig absolut hjemmearbejde, og på udebane må jeg ty til skrappere midler. 

Indtil for en måneds tid siden, da Jonas kom hjem med sine fantastiske BOSE høretelefoner, har jeg gået rundt med alle lommer og tasker fyldt med gule Ear-ørepropper. Halveret forståes, så de kunne monteres i mere end 30 sekunder uden at falde ud. De er jo ikke skide diskrete, når de står som 2 gule antenner ud af hver øregang. Ørepropperne er stadig lige ved hånden, men nu bevæger jeg mig i stedet rundt og ligner en aldrende teenager, der har trukket sig tilbage fra samfundet for at hellige sig musikkens vidunderlige verden.

Det er dog ingenlunde tilfældet! Hørebøfferne, som har en anseelig størrelse og mest af alt ligner dem betonarbejder benytter på en tordenvejrs dag, er nemlig lavet så de holder lyden ude. Genial opfindelse. Ikke at de udelukker al støj, men de filtrerer meget baggrundstøj fra. F.eks. kan jeg slet ikke høre skibets motor fra min horizontale stilling lige nu. Al snak er udholdeligt, og det giver jo pludselig en dejlig mulighed for at kunne være - om ikke supersocial, - så dog en måde at være fysisk tilstede på.

Jeg har følt det lidt provokerende, at tage dem på i selskabeligt samvær, fordi jeg synes, det signaler enten HOLD DIG VÆK eller at folk tror, jeg ønsker at spille smart. Nu er jeg ved at være så modig, at jeg godt tør. Jeg er også begyndt at bruge dem i butikker med musik. Jeg ville ønske, jeg havde fået nogle langt tidligere, for det ville have betyudet meget for mig. At de virker overordentligt godt blev jeg klar over i Indiska butikken i Trollhättan, hvor Karin gik og småsnakkede med mig. Til sidst var hun ved at dø af grin, for jeg gik bare rundt uden at svare hende.
Det sjove er, at flere nu,  efter jeg er begyndt at bruge kæmpeparabolerne, har gjort opmærksom på, at man kan få små formstøbte høreapparater med samme virkning. Derfor har jeg, efter et godt råd fra en dejlig veninde, kontaktet Center for Kommunikation i Herning, og skal forhåbentlig snart have lavet et par. De er ikke billige, men jeg håber virkelig, at de kan blive en succes, for lige nu LÅNER jeg jo blot Jonas' hørebriller, og jeg gad frygtelig gerne være mere med ude i livet, og til det vil sådanne fætre være en god hjælp 😍

En anden ting, HVIS jeg ikke havde lånt kæmpeparabolerne, havde det ikke været et issue at starte på Virksomhedsportalen i Ikast. Der findes bare ikke mange steder, hvor der er nogenlunde stilhed. Prøv lige at tage en lytterstatus, hvor du befinder dig lige nu. Er der RO? Den baggundsstøj, der sikkert er..... radio, snak, opvaskemaskine, tv eller andet er nok til at min sociale hverdag, desværre ikke fungerer. Og så ER det faktisk endda blevet en smule bedre. For et godt års tid siden kunne jeg SLET ikke være i det, nu kan jeg være der en lille tid, men må trække mig tilbage og sove. Ja, det er ikke nemt både at være stressramt og særlig sensitiv. Har du en ven, der er støjsensitiv kan du være en rigtig god ven ved at slukke for baggrundsmusik, sørge for at placere din ven yderst og ingen mennesker bagved. Du kan også af dig selv sige, når du inviterer, at der står et rum klar til afslapning. Det er nemlig så forbandet svært selv at spørge om.

Kan ikke huske, om jeg har skrevet det før. Men for mig har det været sådan, at al støj har været lige højt/generende. Forestil dig at tre bands spiller på engang, og du står i midten, eller at alle der snakker omkring dig, snakker lige højt, og du med din hjerne skal holde stemmerne ude fra hinanden. At din hjerne ikke selektivt kan adskille dem, og du ikke kan holde fokus på een af lydene. Sådan har jeg det, og det betyder, at hjernen skal bruge mængder af energi, som du ikke har. Når jeg f.eks.  sidder på cafe,  eller der sidder 2 ved siden af, og snakker om noget andet, skal jeg "næsten fysisk" holde støjen ude. På gode dage, og når jeg ikke er træt lykkes det for en lille tid, men hvis jeg er træt, går det slet ikke. Man lærer sig nogle trixs undervejs. Man går ofte på wc, tager af bordet, trækker lidt frisk luft for at hvile hjernen lidt. Men som regel, når jeg ikke at trække mig i tide - før jeg har overskredet grænsen - fordi jeg jo også gerne vil hygge mig, og det er svært at sige til dejlige venner, at HOV, nu er jeg træt. Ingen kan se, hvordan man har det inden i - derimod hører jeg tit. "Det klarede du da godt", det er selvfølgelig rart nok, at andre synes det, men de mærker heller ikke den tømte konto.

Nu glæder jeg mig til at få taget mål til nye høredippedutter. I morgen skal jeg klippes og på torsdag skal jeg hente mine nye briller - så nu bliver Fru Sommer updatet lidt, og det er ski også tiltrængt.

Lige nu skinner vinter/forårssolen smukt i det næsten udsprungne hjertetræ som vi fik af Inge og John i 1989 i bryllupsgave til vores bryllup nr. 2.

....og på gårdspladsen står det stærkt beskårne Parklind og stritter med sine nøgne grene. I år kan vi se frem til sol på gårdspladsen, tror jeg, for der er ikke mange grene tilbage, som kan bære blade. Livet er ikke så ringe endda. :)

 

 

 

 

 

Mindfull pimpning....................

Muligvis kan jeg ikke male et smukt billede, til gengæld kan jeg pimpe ( i dette tilfælde - PLETMALE) en radiator! 

Per har svinget malerrullen i endnu et værelse. Han HADER at male, og derfor har jeg efter 23 år med lyserødt i dette rum taget initiativet til, at det vi altid kalder "klinikken" har fået en overhaling. Det holdt lidt hårdt, men jeg har dog trods alt KØBT malingen.

 

Jeg er kommet til at holde af at male MINDFUL. Det betyder i al sin enkelhed, at jeg bruger nogle af de åndedrætsøvelser, jeg lærte på Mindful-kursus efterår 2015, mens jeg maler. Jeg maler stille og roligt, bevidst langsomt. Det giver mig en ro i kroppen og samtidig en tilfredsstillelse i, at jeg laver noget, der er synligt. Et bevis for mig selv OG andre på, at selv om jeg ikke magter at være social ret længe af gangen, og at overblik og energi er en by i Rusland

Hvor de små maleprojekter giver ro i sjælen, er det lige modsat med de store. Derfor er det dejligt, at Per på trods af sin store maleaversion, håndterer malerrullen. Det er faktisk ret svært at male jævnt. Det kræver rolighed, ordentligt værktøj, gode håndled og ros på de rigtige tidspunkter :)

Per skal nu ikke have al rosen, for jeg sidder i finmotorikken og maler sirligt fodlister, riller, vindueskarme og dørkarme. I dag blev det så også til pimpning af den gamle radiator i værelset. Den skulle egentlig males helt fra bunden, fordi den var så skrammet, men da jeg alligevel skulle have penslen tømt for maling, inden den skulle rengøres, og jeg alligevel sad på min røv og malede den sidste forliste under radiatoren, pletmalede jeg de værste skrammer på den. Resultatet blev så godt at det greb om sig, og hurtigt var alle pletter væk. "I skyggen er alle katte grå", som man siger, og endnu engang kunne det ikke ses, at det bare er en pletmaling, der er foretaget -  i ikke præcis den samme hvide tone - men alligevel. Resultatet er med en minimal arbejdsindsats blevet GODT!!!!

WP_20170310_006.jpg

Milles gamle lyserøde værelse er nu en saga blot. Godt jeg ikke vidste at brædder med mellemrum er SÅ trælse at male - og jeg har endda kun taget rillerne - så kunne de nemt være endt med at være lyserøde 23 år mere :) Tilbage er nu blot en overvejelse ( og udførelse) af en tæpperensning. En ide jeg skal have solgt til Nielsen. For der må han vist på banen igen :) 

Endnu et lille stykke elefant er blevet ædt uden forstoppelse. Forude ligger ny udfordringer - af en helt anden slags. Efter at have været på "Nyorienteringskursus" i et 2 ugers-forløb, skal jeg på fredag til rundvisning og samtale på Virksomhedsportalen i Ikast.
Nyorienteringskurset var en mega hård udfordring, som jeg tudede mig igennem og ikke klarede særligt godt. Jeg magtede slet ikke de mange timer (18) og måtte blive hjemme et par dage og gå før tiden. Jeg er bombet godt tilbage igen, og den følelse er mindre end rar. Jeg fik endnu engang sat mine grænser ALT for sent. Jeg er blevet SÅ dårlig til at sige fra. Tænker altid, at jeg prøver lige "lidt længere", og det går jo galt HVER GANG.
Nu VIL jeg lære det og gøre det. Jeg skal arbejde med mine hænder, ikke mit hoved!  Nu har jeg brugt min hænder og min krop i dag - og nu er der dømt sofa, en "morfar" og bagefter måske lidt Netflix. Netflix er et godt råd fra Stresscoachen og det virker! Heldigvis har jeg det godt herhjemme, når jeg ikke skal udfordres for meget ude i den larmende verden. Jeg håber, Virksomhedsportalen bliver en succes, og at der bagefter er en arbejdsplads, der ikke KUN vil have ROBUSTE medarbejdere i deres virksomhed. En virksomhed som også kan se værdien i sensitive mennesker. Vi har nemly også vore styrker :)

 

Fra skrot til guld...........

......tror jeg der er en udsendelse, der hedder. Nej, det lyder nu forkert - det er vist Fra SKROT til SLOT???  Tit bliver jeg meget inspireret af at se sådanne udsendelser, hvor man forvandler gamle ting, man ellers ville smide på losseren. Som oftest bliver det dog ved ideen og tanken, indtil skrottet ender som SKROT. Men ting med affektionsværdi kan være lidt svære at slippe. Sådan har det også været med morfar og mormors gamle finerreol. Køn var den altså ikke, men jeg har da haft den stående 10-15 år som sådan i mit soveværelse, hvor den har en rigtig fin størrelse og nytteværdi. Man går jo og bliver lidt "Hemmablind" som de siger i Sverige, og vænner sig til tingenes tilstand. Sådan endte det også i dette tilfælde, lige indtil det blev flyttet tilbage i det nymalede soveværelse. SÅ var det altså for slemt!

Derfor måtte jeg igang med at blande maling igen. Resultatet blev den yndigste sarte turkisblå, som matcher noget af mit sengetøj. NØJJJJHHHH, hvor er det blevet fint!!!! Men renovering griber jo om sig. :)

Dette lille bord fik også en omgang turkis light og blev så fint så fint. Glemte altså at få det fotograferet - måske kommer der et billede senere.

Weekenden var stille og sløv, men Per kunne imellem et par afsnit i Netflix-serien "Homeland" lokkes til at hænge billeder op i soveværelset - efter mine strenge anvisninger, forstås :) Det er sådan en tilbagevendende diskussion, vi har her i huset. Jeg er millimeterfikseret, når det gælder ophængning af billeder, med det resultat at bilederne ofte kommer til at stå "og ta´ sig ud".  Pludselig en dag, så hænger de efter det forhåndenværende søms princip. Et princip, som ALDRIG matcher med mine forventninger og ideer, og så tager vi endnu en diskussion. Jo, KEDELIGT er det ikke i vores ægteskab! ♥♥♥ 

Jeg har længe tænkt at skifte betrækket ud på mit gamle træstrygebrædt, men fordi jeg har hængt i bremsen, er der jo ligesom  heller ikke sket noget på det område. Men en lille rest hør fra de glade Sødahl tider blev fundet frem, mens Per knaldede søm i væggen.

Det blev klippet til og sat fast med knappenåle.

Derefter clipset på med en clipsemaskine, Nielsen havde i gemmerne. Jow, indrømmet... det ligner lort på undersiden.......

...but who cares? På under en ½ time var strygebrædtet fint som nyt. Matcher til både sengetøj og reol og billeder. Et STORT punkt på to-do-listen kunne med minimal indsats krydses af på listen. Jeg føler mig glad. Nu er der et nyrenoveret rum, hvor jeg kan lade min krop og sjæl op med energi, når det er tiltrængt - og det er det TIT.
Men som en anden stressramt så rigtigt og sødt skrev som kommentar til mit forrige indlæg. En elefant spises en bid af gangen!  Jeg spiser bare videre. Nu er appetitten ved at være der, og lige om snart skal jeg på "NYORIENTERINGS-kursus" på kommunen. Jeg vil blive virkelig udfordret, for timemæssigt overskrider kurset langt, hvad jeg endnu formår. Men jeg tager elefanten ved snablen, æder den bid for bid, og så siger jeg TAK for mad, når jeg er mæt. Mærker min grænse (håber jeg), sætter mine grænser (håber jeg) og tager et hvil. Man er ikke forpligtet over sine evner og formåen. Det er lektien jeg øver på at lære. TAK FORDI DU LÆSER MED.

UNDSKYLD vi roder......!

......det er nok den sætning jeg har sagt flest gange i mit voksne liv, når jeg har fået uventede gæster. For jeg ER altså et stort rodehoved! Det er kreative mennesker vist i øvrigt ofte? Kommentarerne til mine undskyldninger er til gengæld næsten altid, enten.. "Naj, I bor da så hyggeligt og spændende",  eller "her er da IKKE rodet - så skulle du bare se hjemme hos os". Vi bor måske spændende i andres øjne, i hvert tilfælde hyggeligt, efter vores egen mening altså. Men det synes vi måske allesammen, vi gør? Ellers ville vi vel ændre der?

Meget kan man sige om vores hjem, men minimalistisk er det godt nok IKKE, og det bliver det nok heller aldrig. Ikke fordi, der ikke er noget dragende over det minimalistiske, især i en rengørings situation, men jeg har et still-leben gen, der får min kreative/innovative hjerne til at lave interessante og smukke opstillinger inde i mit hoved. Så når jeg ser sjove skæve ting på loppemarkeder og andre steder, ja så er der ikke langt fra tanke til handel. Det betyder, at vi har alt for meget jordisk gods i forhold til plads = rod!

Normalt er det jo gået meget godt. Bare ikke siden min hjerne brændte sammen for 1½ år siden. Det går bare SLET ikke, når det roder både inde i mit hoved og omkring mig. Sådan ER det med stress hjerner. Ordnung muss sein! Jeg kan slet ikke overskue det. Nogle gange har jeg været nødt til at gå i seng af samme grund. Jeg har derfor forsøgt - efter bedste evne, - at holde det nogenlunde ryddeligt, og det gik meget godt indtil midt i november, hvor vi besluttede os for at få fjervarme installeret i stedet for det gamle oliefyr.
Per gik ivrigt i gang med at tømme kælderen for 25 års lort!!!!! Det skulle gå stærkt, så håndværkerene kunne komme til. Alt blev opmagasineret rundt i hele huset, oppe og nede, ude bag ved, ja over ALT. Jeg var grædefærdig, fik hjertebanken, blev vred, rastløs og frusteret. Følte der var rod overalt, hvad der jo altså også var :)  Forsøgte at rydde lidt op og smide ud. Beklagede mig til højre og venstre. Men sådan måtte det jo være.

Nu skriver vi  midt februar. Fjernvarmen blev installeret lige før jul, kælderen har været under Pers kærlige renovering. Det går langsomt frem ad, og jeg burde ikke brokke mig. Slet ikke, for jeg har en dejlig mand som arbejder hårdt, både ude og hjemme. Men jeg holder det ikke ud!!!! Så kan du jo bare selv gå i gang, vil en og anden så nok tænke. Ja, det ville jeg også gerne. Men faktisk kan jeg endnu ikke selv overskue at lave et helt måltid mad...... bare lige for at anskueligøre, hvor laset min hjerne er blevet.

Men alting får en ende........... også byggerod. Endelig sidste weekend lagde Per sidste hånd på "projekt kælder" og tingene blev sorteret og flyttet derned igen, og nu har vi en velorganiseret kælder, hvor tingene er sorteret og sat i gennemsigtige plastkasser, så det er en ren fornøjelse at gå i kælderen.

Selv om mit aktivitetsniveau ligger lavt i forhold til tidligere, får jeg nu alligevel også selv lavet  lidt - på trods. I løbet af en uges tid, har jeg langsomt klargjort og malet vinduer og skabe i mit soveværelse. Det har taget tid. Men jeg har lært at planlægge i forhold til, hvad jeg magter. Jeg laver en 3-4 dages plan. Få ting på til hver dag. Lidt ad gangen. Lidt hver dag - og så bliver det jo alligevel samlet til noget. Mindfull har jeg malet et vindue med små fine strøg. Streget ud på min liste. Taget en morfar og malet endnu et vindue. Streget ud på min liste. Næste dag grundet skabe og krydset af. Dagen efter malet skabe og krydset af.  Dørkarmen fik det glatte lag. Og så..... lige pludselig var al træmalingen udført. Tilfredsheden melder sig. Jeg KAN godt. Jeg gør mig umage :) Malerarbejdet er gjort godt og grundigt - tænker faktisk at min gamle far sidder i sin himmel og kigger stolt ned på sin datter! 

Alle de små sirlige ting har jeg lavet. Men efter en uge mødte jeg så min grænse. Jeg lokkede Per med ud at købe vægmaling og lokkede ham med ros og søde ord til at male væggene. Male vægge KAN jeg simpelthen ikke - jeg ville ønske jeg kunne. Jeg er simpelthen et SVIN med en malerulle. Men Per KAN. Han kan stort set alt - men det er så ikke alt han GIDER. Han hader også at male, men for min skyld gjorde han det. Han er skisme en DEJLIG MAND ♥♥♥.  Det tog ham bare 1 1/2 time 2 aftener i træk, så var den ged barberet! Han er effektiv, når det tager ham! 😄 Til gengæld hentede jeg så mad i pølsevognen. Vi har alle vores spidskompetencer:)

 

Dagen efter vaskede jeg gulve og malede fodlister. Sammen flyttede vi tingene ind igen. NØJ, hvor blev det fint. Jeg er så glad så glad. NU har jeg et ROLIGT rum, som er HELT som det skal være. Ryddeligt og fint. Nu kan jeg bare trække mig tilbage til et NÆSTEN minimalistisk rum. Nu mangler bare alle de små hyggeting - og så er det slut med minimalismen, tør jeg godt love. Den brune reol skal males og billeder skal hænges op og strygebrædtet have nyt betræk. Så der er stadig små projekter til ugeplanen. Jeg mærker, jeg er på vej - den rigtige vej.

40 år er da en slat.............. :)

Det er helt sikkert et alderdomstegn, når man begyder at tænke og sige: "Hvor blev de år af...", så jeg er jo nødt til at erkende, at jeg jo immervæk er ved at være GAMMEL - i hvert tilfælde i mine ungers og børnebørns optik :)
I september rundede jeg et meget skarpt hjørne - nemlig de 60. Det gjorde nu ikke ondt - og nemt var det med festen, for den købte vi os nemlig til i Cafe Tankefryd. Det var første gang i vores næsten 40 år lange ægteskab, vi holdt en fest ude, og hvor vi ikke selv havde stået for det hele. Det blev en stor succes. Jeg var /er nødt til at erkende, at energi og hjerne bare ikke endnu ikke er klar til gæstebud, og brunch er ikke så mange timer, så det gik godt.

I går den 11. december var så årets andet store minde dag for Per og jeg. Nemlig vores 40 års bryllupsdag. Så vidt Per vidste, havde jeg inviteret mor, børn og børnebørn på brunch endnu engang i Tankefryd, og det glædede vi os til. Hvad han ikke vidste var, at jeg også havde inviteret vore søskende, moster og nogle få mere. Det skulle nemlig være en TAK til ham for den han altid har været for mig og vores lille familie. Der er en del logistik omkring et surprice party. Det kan jeg ikke styre, men heldigvis har jeg min højre hånd Mille - og hun er skarp :)
Min andel stod i at ringe til familien og invitere :)

Men en ubekendt faktor dukker jo altid op :) Da Per havde sat mor og mig af ved fordøren, fik jeg Per til at køre ned og parkere bag Tankefryd, for alle gæsterne stod i cafeen ud mod gaden og puttede sig. Jeg synes dog, der gik MEGET lang tid inden Per kom op ad trappen, så efter 5-10 minutter gik børnebørnene og jeg ned for at hente ham, for jeg var sikker på, at han som sædvanlig var faldet i snak. Men pludselig lød der et latterbrøl oppe fra cafeen, og vi skyndte os der op. 

Her stod Nielsen så med en herrestor buket roser - en overraskelse til mig. 40 stk. :) Desværre fik jeg jo ikke set hans ansigtsudtryk lige da han kom ind. Men jeg kunne se og mærke han blev rørt.!

Fantastisk at tænke på. Jeg mødte Per på Thyregod Kro den 11. juni 1971 - 14½ år gammel. Per havde lige fået kørekort dengang. Den 11. december 1976 blev vi gift på Brande rådhus. Den 11. Juni 1989 blev vi til Kobberbryllupet viet i Brande Kirke. Derefter havde vi jo sølvbryllup den 11. december 2001 holdt vi sølvbryllup - og nu er der så gået 40 år!!!! Jeg har kendt og elsket min Per i 3/4 dele af mit liv. Så hvertår på fandens fødselsdage fejrer vi hinanden. Jeg har nu af og til glemt disse mærkedage, fordi sådan er jeg bare, men så har gode veninder været hjælpsomme og mindet mig på dagen. Nu har det udviklet sig til lidt af en konkurrence mellem Per og mig, HVEM der kommer først med den halvårlige lykønskning. Han er nemlig lige så dårlig ( NÆSTEN) til at huske datoer. Men hvad betyder det, når man elsker hinanden og er der i tykt og i tyndt? Det kan lyde som et lyserødt eventyr, men tag ikke fejl! Vi kan skændes så det brager, diskutere til loftet falder ned, vi kan råbe og smække med døren - men vi kan kan også elske og hygge, vi kan nyde og grine, vi kan VÆRE og ÆRE, vi kan hjælpe hinanden og vi kan glæde hinanden. TAK til Per for 40 års dejligt ægteskab og 45 års samliv. Tak til den bedste mand og ven i mit liv

 

 

Mindfull maling......................

Jeg ved ikke, om I kender det? Man går hjemme - af en eller anden årsag - og man glor på de samme vægge dag ud og dag ind. Man får øje på alle de fejl og mangler, man synes, der er i huset. Herregud - de var der altså også, inden jeg gik i dørken, men dengang havde jeg ikke tid til at ærgre mig over dem. Vinduet og dørkarmen i badeværelset, der aldrig blev malet, da vi fik lavet badeværelse for 6-7 år siden. Vinduerne i køkkenet som ikke er blevet malet i 15 år!!! Dørkarmene i hele huset, som er blevet pænt skrammet i årenes løb - selvom de da næsten lige er blevet malet..... for 10 år siden osv osv osv....... listen er L A N G!
Siden jeg var i Kenya første gang, har det nogenlunde raget mig en fjer med disse fejl og mangler - for et eller andet sted er det uden betydning. Men i og med at jeg har været sygemeldt så længe og ikke har noget overskud, har jeg brugt rigtig meget energi på at holde det ud. 

I mandags tog jeg så skeen i den anden hånd, i et forsøg på at ændre tingenes tilstand. Tog over til Hr. Larsen i baghaven og købte 2 ½ liter hvid maling. Nu er HVID maling jo IKKE HVID maling! Nej, den findes i brækket 1 - 2 eller 3 gange i et hav af nuancer. Men jeg besluttede mig for, at den fanemej skulle være hvid med hvid på - og den skulle være BLANK! Med rådet om lidt mere bræk og lidt mindre glans, købte jeg simpelthen, det jeg selv følte for. SÅDAN! 
Så var den dags energi ligesom brugt - men med Nielsens hjælp fik jeg fundet alt malergrejet frem.
Som datter af en malermester er jeg opdraget til at værktøjet skal være i orden. Gang på gang køber jeg dyre og gode pensler, men når jeg så skal bruge dem næste gang er de pist væk. Penseltyven har atter været der, og tilbage ligger 3 pensler til en ti´er fra Jem og Fix - uduelige til andet end plankeværk. Heldigvis fandt jeg også en lille fin pensel fra dengang jeg underviste i noget akvarelmaling, og den måtte så bestå sin prøve. Så var den dags energi desværre brugt, selv om lysten til at gå i gang var stor.

Tirsdag skulle jeg først igennem alt det ur-trælse med afvaskning med grundrens, afvaskning med rent vand og slibning. Over 2 timer brugte jeg på det - men tilfredsheden var stor - det samme var trætheden. En ordentlig morfar og så var jeg endelig klar til køkkenvinduet med min lille pensel. Jeg begyndte stille og roligt. Tungen lige i munden og en malerklud inden for rækkevidde. For en gang skyld gav jeg mig godt tid. MEGET god tid - og resultatet udeblev da heller ikke. Så fint så fint, hvis jeg selv skal sige det. Efter en time var jeg færdig og rimeligt selv-fed. Ikke en eneste løber eller "malen ind på glasset" var der. Igen var jeg totalt færdig - men problemet er, at jeg aldrig kan stoppe. Jeg var alt for træt til at tage dørkarmen, men jeg gik rundt med penslen og pletmalede på dørkarmene, og fy for pokker da, hvor blev det fint. Nøj, hvor var jeg bare glad.

Onsdag var det badeværelsesvindue og karm, der fik tur. Stille og roligt - ren Mindfullness. Roen indfandt sig og jeg stoppede, da jeg blev træt. Var for engang skyld tilfreds med det, jeg havde nået. Normalt vil jeg altid være færdig før jeg er begyndt, men her er det anderledes.

I dag torsdag har det så været maling 2 gang af alt det jeg har lavet de andre dage. 2. gang er heldigvis altid nemmere og hurtigere, fordi beskæringen er på plads :) Da jeg var klar til dagens morfar igen igen ringede syge Silke 3 år, og spurgte om jeg ikke ville komme op og spille vendespil med hende. Hun havde lige en lille pause i al opkastningen, og syntes jeg skulle komme. Tror nu mere det var Mille, der var kørt træt i at vaske puder, hynder og sengetøj med bræk på. Det blev en lille gåtur i det dejlige efterårsvejr og et enkelt spil. 

Hjem  til endnu en lur.  Ja, jeg hviler konstant, for på en god dag går der max 4 timer, før jeg må trække stikket, så ALT i mit liv er logistik! :) 
Da jeg så kom ned i køkkenet og skulle pakke malergrejet sammen, fik jeg lyst til at male min gamle hylde med skuffer. Den er en jeg har arvet af fætter Lars og Annie, som ikke lige kunne se værdien i det gamle lort. Den har indtil nu stået autentisk flødefarvet og var måske liiiiige autentisk nok. Nielsen blev sat til at finde slibemaskine og efter 5 minutter var den klar til en omgang. Nu ved jeg altså ikke om det er helt efter kogebogen, og OM man overhovedet kan gøre det jeg har gjort? Jeg fandt mine akryl malefarver frem og så blandede jeg selv den yndigste turkis/lyseblå farve i maler Larsens maling- og et kvarter senere, var den ged barberet. Om det så holder ved jeg ikke - men hvorfor skulle det egentlig ikke det?

Oven på den lille hylde har vi i mange år haft en frygtelig GRIM radio med plastkasse stående. Jeg har tidligere forsøgt, om vi ikke kunne kasserede den, for den er meget langt fra køn - men den er ligesom hver gang, endt på samme plads igen. Gæt.......

"Satme NEJ" - sagde Nielsen - "Satme Jo", sagde fru Sommer - og sådan blev det - og NU går jeg MÅSKE ud og snupper anden omgang med de sidste småting - før jeg går i seng. Og så skal I da bare høre Nielsen i morgen, når han står op. Det bliver så fint så fint.

GLEMTE jeg at fortælle, at jeg elsker RICE  https://www.ricebyrice.com/da-dk - pasteller og sjove ting? Det vigtigste er dog, i hele denne laaaaange fortælling, at jeg lige nu er lidt tilfreds med mig selv. Synes selv, jeg har fået lavet meget i denne uge. Så skidt med at det har taget lang tid og mange dage - det vigtigste for mig er - at jeg GJORDE det, og jeg har gjort noget, der er godt for mig selv. :)

 

 

 

Hvordan går det deroppe??????.......

I morgen - onsdag den 12. oktober - er det lige nøjagtig 3 måneder siden vore dejlige venner mistede deres søn Emil ved en tragisk faldulykke på et bjerg i Slovenien. 3 måneder siden Emils storesøstre mistede deres elskede lillebror. 3 måneder siden Emils kæreste mistede sin elskede. 3 måneder siden familie og venner mistede en livsklog person i deres cirkel. 3 måneder siden verden mistede et fantastisk dejligt menneske. 3 måneder med stor og ubeskrivelig og ubærlig sorg for de, der er allernærmest. En sorg som tager pusten fra dem. En sorg, som jeg ikke tror, noget menneske, der ikke selv har mistet et barn, helt kan forstå rækkevidden af. Som forældre, kan vi måske ane, at det er forfærdeligt. Men vi andre har et valg, når tankerne bliver for tunge og grimme og for forfærdelige, så kan vi "klikke væk".  Det valg har forældre bare ikke! Sorgen er der som en underliggende tone 24/7.

Karin, Emils mor, er den veninde jeg har haft længst i mit liv. Hun og jeg har været hinandens livsvidner og hjerteveninder i over 40 år. Vi har kendt hinanden over dobbelt så længe, som vi ikke har kendt hinanden. Vi har delt stort og småt. Vi har grinet og grædt, vi har diskuteret - men vist aldrig skændtes! Vi har dukket og røget. Vi har plantefarvet og filtet. Vi har syet og strikket. Vi har gået på kurser og uddannelser sammen. Vi har bagt og ædt. Vi har været på utallige ferier. Vi har passet hinandens børn. Og ikke mindst..... vore mænd kan også lide hinanden og derfor tror jeg, vi har holdt sammen i tykt og tyndt alle 4.  Vi er ikke familie, men vi er VENNER. Vi har valgt hinanden TIL, og vi ER der for hinanden, føler jeg. Karin og jeg har den sorteste humor, og det er ikke det værste man kan have sammen - hverken i sorg eller glæde.

Emils død har også ramt Per og mig rigtig hårdt. Jeg kan faktisk ikke huske, at jeg har været så sorgfuld før. Jeg har heller aldrig set Per have så let til tårer tidligere. Emils død har også skabt ændrede tankemønstre i vores sind. Prisen er høj - men TAK Emil.
Heldigvis har vi fået lov til at være med hele vejen. Det er hårdt at mærke familien store sorg. Vi vil så gerne GØRE noget. Men hvad ER det lige man gør, når nære venner mister? Få dage efter begravelsen lånte jeg nogle 4 bøger om sorg og det at miste. Jeg har ikke nogen erfaring med det at miste. Jo, jeg har mistet min far og svigerforældre - men det er jo ligesom mere naturligt. At forældre dør, når de når en hvis alder er en helt anden situation end at miste et barn.  Jeg har været rigtig bange for at gøre noget forkert eller noget, der sårede. Været bange for at trænge mig på, i noget der jo ikke var "min sorg"! Derfor var det godt at læse nogle bøger om sorg. Egentligt ville det have været rart, at have læst dem tidligere i livet - før, der blev brug for dem. Måske kan dette indlæg være inspiration til at læse lidt om sorg for andre. Karin og jeg delte bøgerne mellem os og læste på skift. Den første og for mig den bedste var denne.....

..... "Da Marie døde".  Det er små fortællinger skrevet efter 14 årige Maries trafikdød. Små fortællinger om hvordan, Maries mor, stedfar, søskende, præst, klasselærer m. flere har været - og er - påvirket af Maries død. Det var rart at læse og opleve, hvor forskelligt forskellige mennesker oplever og tackler sorg og det at miste. Bogen er let læst selv om det er et tungt emne. Både Per og jeg flæbede os igennem den - men fik meget ud af den.

"Hjertebånd" er en anden lille bog med forskellige beretninger af forældre, der har mistet deres barn/børn. Også god at læse.

Den sidste, jeg bladrede i var denne "Med flaget på halv". På det tidspunkt jeg fik den, kunne jeg næsten ikke rumme at læse om mere sorg, så der bladrede jeg lidt i den og udvalgte de historier, jeg tænkte mindede mest om Emils død.
Jeg ved ikke, om jeg på nogen måde er blevet en bedre veninde eller støtte i sorgen. Men en ting, er står nu soleklart - og det vidste jeg faktisk ikke før. Den sorg man rammes af, når man mister sit barn - kommer man ALDRIG over. Det er den ting, som går igen og igen gennem alle beretningerne. Sorgen mildnes for de fleste over tid - men der kan gå laaaaaaang laaaaaang tid - mange år.

Hvordan går det deroppe.......?
Det er det spørgsmål, vi har fået stillet mest de sidste 3 måneder. Tja....... det spørgsmål, kan de faktisk ikke selv besvare, når vi spørger - og jeg/vi kan da endnu mindre. Der er jo nødvendigvis ikke sammenhæng med det andre ser udadtil, og de følelser, der river i ens hjerte. Karin siger, at det nærmest er 2 parallel-verdener, der kører ved siden af hinanden. 
Efter at have læst ovenstående bøger og har snakket med Emils forældre og søster, har jeg fået en forståelse for, at forældre og søskendes største frygt er, at deres barn/ søster/bror skal blive glemt. Vi er så dårlige til at snakke og tackle sorg på vore breddegrader. Her skriger man ikke sin sorg ud - med mindre man går alene på stranden. Her forventes det af nogle, at man er "Fit for Fight" både socialt og arbejdsmæssigt efter nogle måneder. Man skal ikke "dyrke" sorgen!!!! Næh - det skal man måske ikke, men man skal i hvert tilfælde give sig selv ( og andre) plads og rum til at mærke sorgen og bearbejde den i det tempo, der er rigtig for den enkelte.
I gamle dage gik man med sørgebind i et år, - ikke at det behøver genindføres. Men det var en måde at vise omverdenen, at man var i sorg. Hvordan viser man her i 2016 at man stadig er i sorg.  Jeg tror, nogle har brug for det. Lad folk sørge, så længe de har brug for det. Sorg tar tid.

Som en præst har skrevet. SORG ER KÆRLIGHED, MAN IKKE KAN KOMME AF MED.

I morgen er det som tidligere skrevet 3 måneders dagen for Emils død. Emil har fået sin egen hyggelige have på kirkegården. Med bænk, træer og masser af smukke sten. I Emils have finder man ro. Her er dejligt at sidde - men snart bliver det koldt at sidde der. Emil - skal vi lave din have overdækket?????? Ja, jeg spørger bare :) Hils i Engleland :)

 

 

 

Drivhus og stille regn

Vi har et stort drivhus, der decideret er indrettet til hyggehus. Det har aldrig været intentionen, at der skulle dyrkes her, for det har vi for længst erkendt IKKE er vores spids kompetence. 

En enkelt vinplante har dog fået lov til at overleve i den ene ende, det får drivhuset til at emme LIDT af Sydeuropa.

WP_20160625_019.jpg

I år har huset rodet en del. Per har haft et lille projekt kørende og alt skrammel har stået til opbevaring i drivhuset - så man slet ikke kunne DRIVE i det! Men for nogle uger tog jeg mig på en god dag sammen og ryddede op og gjorde det beboeligt, så vi igen kunne bruge det. Det fik vi så faktisk ikke gjort, fordi vejret blev for godt - og når der er for meget sol, ja, så bliver det for varmt at være derinde. I dag havde vi inviteret gamle venner på en lille frokost, og så kan det nok være at Nielsen tog affære. Glasset blev kalket og det skrammel, der ATTER havde sneget sig ind blev fjernet, og så var det klart til en lille hyggefrokost. Selvfølgelig begyndte det at regne under frokosten, men var der noget, vi var lige glade med, var det det. Temperaturen var perfekt, vennerne glade, maden god og hyggeligt var det med regnens trommen.

Da gæsterne var gået hjem, var jeg træt og havde intet ønske om at bevæge mig ud i regnen. Efter en lille "morfar" på den umagelige sofa fandt jeg strikketøjet frem, og sad en stund og nød den sagte regn og stilheden og den helt specielle duft, der er, når det regner. Jeg kunne dufte krydderurterne lige uden for døren. Besluttede at jeg noget oftere skal sætte mig ned i dette lille paradis og strikke/tegne/læse eller bare VÆRE. Udfordringen ER - at der som regel enten er for koldt eller for varmt. Men i DAG var det bare perfekt. Det gjorde mig glad og gav mig energi til at skrive her på bloggen. Jeg har ofte lyst til at skrive om dit og dat, for ord og emner er der ved Gud nok af i min rodede hjerne, men energien rækker desværre ikke til så meget endnu. Men FREMAD går det - stille og roligt :) og lur mig om jeg ikke får skrevet lidt mere. Mine tanker går på, om jeg måske kunne skrive noget brugbart om stress, der kunne være til nytte og glæde for andre i samme båd. Lad os se hvad tiden bringer! :)

Tarteletkoden er knækket........

Mon ikke "Boller i karry" og tarteletter med høns i asparges er alle børns livret. Det var i hvert tilfælde mine, da jeg var lille, og det er også mine børnebørns livretter.

Som mormor vil jeg gå rigtig langt, for at gøre dem glade, og at lave en spandfuld tarteletfyld er jo nemt. Derfor er det efterhånden blevet en hel tradition, at når vi sammen skal til Langeland i sommerhus, så skal vi på ankomstdagen også have tarteletter efter den lange køretur.

Men børn er jo børn og en hvis kræsenhed foreligger - også i vores familie, så selv om "Høns i asparges" er et HIT, kunne jeg for deres skyld meget gerne udelukke aspargeserne!!!! Men det ville jeg nu personligt være ualmindeligt ked af at gøre, så derfor foregår der altid ualmindeligt meget "fiskeri" omkring fyldningen af de populære tarteletter. Det kan godt irritere mig lidt. På den anden side gider jeg jo heller ikke selv spise østers, regnorm og gule ærter, så derfor har jeg til en vis grænse respekt for, at der ER nogle ting, som man ikke nødvendigvis fylde i sit legeme.

Da jeg så i dag stod med aspargessovsen lavet af aspargesvand, suppe og godt med fløde og havde puttet den første dåse små fine asparges i, fik jeg den - efter min egen mening - lyse ide, at blende den anden dåse asparges. Som tænkt så gjort! Jeg smagte på pulpen, og da det smagte dejligt, hældte jeg det kækt ned i gryden og varmede fyldet godt igennem. OG VUPTI - så havde jeg da bare den LÆKRESTE sovs. Den kommer til at HITTE, tror jeg - og der bliver kun halvt så meget fiskeri i denne omgang. MISSION COMPLETET- koden er KNÆKKET!!!! :)

 

Så SKRU dog NED!!!!!!!!

WP_001143.jpg

De vil så gerne, at man lige bliver 5 minutter mere! Ja, det er FAKTA, jeg mener. Og er der noget, jeg hellere end gerne vil, så er det faktisk, at blive i FAKTA 5 minutter længere. Det er nemlig en dejlig butik, de har her i Brande. Pæn og ren, venlige og servicemindede ansatte, mange økologiske og sjove varer, plads til at komme rundt med sin indkøbsvogn og pæne grøntsager. Men ved I hvad!!!!! Jeg kan simpelthen ikke holde det UD! Fakta har åbenbart fået et nyt koncept, siger de. Ny placering af nogle af varerne. FINT NOK! Nye skilte, FINT NOK! samt........musik i butikken. IKKE FINT NOK! :( 

De fleste, der bliver ramt af stress, bliver også sensitive over for støj - og eftersom 25% af den danske befolkning i løbet af deres liv bliver syge af stress, ER det måske en god ide, at sanere lidt ud i støjforureningen, der hvor det nemt kan gøres.

Jeg kan sagtens acceptere lav stille musik, der hvor jeg handler ind, men når der kommer så høj muzak ud af højtalerne, at man er nødt til at flygte - er det så OK???? Jeg har påtalt det i Fakta - og svaret var: "Ja, det er der flere, der klager over". er det jeg spørger: for HVEM, er det man spiller musik???? For kunderne eller for personalet????

Vi snakkede om det til Mindfullness kursus i aftes. Nogle hører ikke larm, men ca. ½ delen gjorde - og det er jo tankevækkende. Jeg lavede selvfølgelig grin med det, og bestemte mig for at handle ind med Tampax i ørerne næste gang, jeg skal i FAKTA. :)

Men jeg tænker!!!!!! VIL butikkerne ikke helst have, man bliver lidt længere, så der kommer flere varer i indkøbskurven??? Jeg formoder det. Men hvis du gider, at læse nedenstående fra Politikken, er musik også en metode til at udskille/indfange det segment man ønsker i butikken. Men jeg tror altså ikke, at det er Faktas intention, at holde kunderne væk???? Så kære FAKTA - skru nu ned!!!!!!

Jeg synes faktisk også, at musik til maden, når man er hos vennerne, kan være et problem. Man skal både spise, lytte og snakke. Der bliver knald på anlægget, de glade værter skruer op for musikken af deres yndlingsmelodier, snakken bliver til råben hen over bordet. Højere og højere i takt med at festen udvikler sig. Og IHHHHH, hvor vi hygger os!!! Eller gør vi? Hvis jeg skal være ærlig - og det vil jeg være - så synes jeg faktisk overhovedet IKKE, at det er hyggeligt. Jeg kan faktisk slet ikke holde til at være med længere. Jeg kan overhovedet ikke koncentrere mig om at snakke.

Ja, jeg lyder som en kedelig gammel kælling efterhånden, og jeg får det forhåbentligt snart bedre og kan holde til lidt mere larm. Men ved du hvad kære læser - så kan du være VIS på, at der sikkert er en anden i din omgangskreds, der har/får det på denne måde. Jeg ved også, at for de mennesker, der er dårligt hørende og bruger høreapparat, er musik i snakkesammenhænge ikke af det gode.

Lad os høre musik, når det er DET, vi skal koncentrere os om, så er det nemlig ikke STØJ men hyggeligt- og lad os så bare SNAKKE sammen i ROLIGE omgivelser, når vi mødes for at spise og hygge. Og lad os så slippe for høj musik, når vi handler ind, går på cafe, restaurant og andre steder, hvor vi skal snakke og hygge :) Arbejder du et sted med baggrundsmusik, så prøv lige at gå uden for et øjeblik, og så komme ind tage "kundeørerne" på, eller sæt dig ned og mærk efter, OM der måske skal justeres lidt i lyden.

Hvad er det vi er bange for, siden vi ikke tåler mere stilhed i det offentlige rum?

 

 

 

 

GIDER DU LÆSE MERE NU: Så har jeg kopieret passager ind fra nettet. ( Ved faktisk ikke om man må) Artiklen er skrevet af: Mona Samir Sørensen Journalist. http://politiken.dk/oekonomi/privatoekonomi/ECE1426633/musikken-i-butikken-praeger-vores-koeb/ her er hele linket. 

Nicolai Jørgensgaard Graakjær, fra et indlæg i Politiken. Han er lektor, ph.d. ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet, og beskæftiger sig med musikkens betydning for forbrugskulturen. Han er tilknyttet Innovationsnetværket for Marked, Kommunikation & Forbrug. Han skriver således i avisen:

»Det er blandt andet musikkens evne til at fremkalde associationer og viden, og så er musik jo også fysiske lydbølger, der påvirker os kropsligt. Hvis vi hører kraftig og høj musik præget af hurtige rytmer, stiger vores puls, og vi vil også bevæge os hurtigt i butikken. Omvendt vil meget rolig musik få os til at bevæge os langsomt«.

Jeg citerer videre: 

Er det noget, butikkerne tænker bevidst i?

»Supermarkederne er typisk steder, hvor man tænker i de baner. Om morgenen og formiddagen vælger man rolig, afdæmpet musik, så kunderne kan gå og hygge sig. Omvendt om eftermiddagen, når det er fyraften, og folk vælter ind. Da skruer man op for tempoet og styrken for at få folk hurtigere gennem butikken, så der ikke opstår for lange køer ved kassen«.

Spekulerer butikker i musikken på samme måde, som de tænker over, hvordan varerne skal udstilles?

»Ikke lige så meget, for der er ingen butik med respekt for sig selv, der ikke har tænkt over varernes opstilling, mens det stadig er lidt tilfældigt, hvilken musik der bliver spillet. Ofte er det bare, hvad de ansatte selv kan lide«.

Muzakken er død og borte
Kan musikken også virke omvendt, altså gøre mere skade end gavn?

»Det kan den meget nemt. Især hvis man ikke er bevidst om, hvilke kunder man vil tiltrække, og hvilken service det drejer sig om. Jeg har selv prøvet at sidde i banken med min kone for at tale om et lån til et huskøb. Jeg kan huske, at der kom Anne Linnet ud af radioen, og det virkede distraherende på

Han har undersøgt, hvad butiksmusik er, og hvordan den påvirker os som forbrugere.

»I en tøjbutik som Abercrombie & Fitch er den høje musik en stor del af brandet. Kunderne bruger musikken til at se, om tøjet står sin prøve i forhold til dér, hvor tøjet skal bruges, for eksempel på et diskotek«.

Forbudt for forældre
Kan sådan et koncept ikke skræmme nogle kunder væk?

»Jo, men det skal man ikke kimse ad, for musikken skal netop fungere som en membran, der lukker nogle inde og andre ude. Det er formentlig helt bevidst, at forældrene står uden for butikken, fordi de ikke kan holde den høje musik ud. Butikken ønsker ikke, at forældre går rundt i butikken, for så er det ikke længere et sted, hvor de unge kommer, og som de taler om. Det er kun godt, hvis jeg som 38-årig siger, at her kommer jeg aldrig mere«.
 

 

Når låget springer af.........

For ca. 7 uger siden - og en lille uge efter jeg skrev det forrige indlæg om pimpningen af vores campingvogn - skete der for mig - noget ret dramatisk. Jeg gik totalt i dørken med stress!

Når jeg vælger at skrive om det her, er det et led i at bearbejde det stormvejr af følelser, der har rast og stadig - om end i kortere perioder - raser i mig. Det er ikke, fordi min fortælling er særlig slem i forhold til det, rigtig mange andre går og kæmper med, men for mig ER det en hård nyser, og jeg har virkelig været helt derude, hvor jeg faktisk knap kunne bunde. Nu begynder det heldigvis så småt at lysne fra øst, og tidevandet begynder så småt at trække sig tilbage. Dvs. alle de fysiske gener, som følger med det at være ramt af stress, er der stadig i svær grad, men gennem terapi, begynder jeg nu at mærke lyset for enden af tunnelen, og ved at jeg nok skal komme igennem med tiden :)
Det er også vigtigt for mig at sige, at der ikke er anklager i det jeg skriver. Jeg ved, jeg selv har en del af ansvaret for min stress - for man skal gå i tide, når ens arbejde ikke føles godt for "sjæl og legeme". DET er bare SÅ meget nemmere sagt end gjort!!!! Skal jeg komme med en lille forundring... er det, at vi har et samfund med - på den ene side - mange arbejdsløse og på den anden side mange der har en alt for stresset hverdag. Tænk, hvis man kunne få det til at gå op i en højere enhed og fordele arbejdsmængden på flere hænder.Tror samfundet vil spare penge i sidste ende, hvis det kunne lykkes.

Igennem rigtig lang tid, har jeg været stresset på arbejde. Jeg har prøvet det før. For ca. 5 år siden var jeg sygemeldt nogle måneder og gik derfra langsomt op i tid, indtil jeg nåede op på de 22½ time, jeg havde besluttet mig for at arbejde. Det var rædselsfuldt dengang, og jeg lovede mig selv og min familie, at der, skulle jeg aldrig ud igen.

De/jer, der selv har prøvet turen - og det er der jo desværre mange der har, ved jo selv hvilken glidebane det er. Symptomerne kommer en efter en. Mine har bl.a. været TRÆTHED TRÆTHED og atter TRÆTHED til at begynde med. Problemer med at falde i søvn, opfarenhed, dårligt humør, - men hvad pokker, det er der jo så mange, der har problemer med. Så kommer der nogle gode dage, hvor det bare kører derud af. Dejlige kolleger og følelsen af sammenhold og det at trække på samme hammel. Man klemmer ballerne sammen og tænker, at det ka´ ski ikke passe, at man kan få stress af bare 22 ½ time. Har siden fået at vide, at HVIS man nu havde haft flere timer til at nå sit arbejde, så var sandsynligheden for stress mindre. Det ved jeg så ikke, om det passer - men det lyder jo ret sandsynligt :)
Så begyndte jeg at glemme, ikke bare GLEMME, men RIGTIG glemme. Så kunne jeg ikke overskue selv små ting, og især ikke forandringer. Forandringsparatheden har også en grænse. Hjertebanken, konstante hedeture - som stort set forsvinder, når jeg går herhjemme.

Næste trin var, at jeg ikke kunne koncentrere mig. Multitaskning har ellers været mit mellemnavn,  men til sidst - inden det gik helt i ged - kunne jeg hverken strikke, hækle eller lave andet kreativt, og SÅ er den altså HEL GAL!!! Faktisk måtte jeg ligge ca. 3 timer hver eftermiddag, når jeg kom fra arbejde. Ikke for at sove, for det kunne jeg heller ikke længere, bare ligge og forsøge at hvile. Tidligere kunne jeg snuppe et powernap, og så var jeg på banen igen. Ingen overskud overhovedet men masser af dårlig samvittighed over alt det jeg ikke formåede. I Januar lavede jeg en TIME OUT! Jeg rensede kalenderen for de fleste aftaler, sagde nej til mange ting og var en rigtig kedelig lyseslukker. Heldigvis har jeg VERDENS BEDSTE OG MEST HJÆLPSOMME MAND, og Gud ske lov for det. Han sagde mange gange, at jeg bare kunne sige op. Men det turde jeg faktisk ikke! Tæt på efterløn, næsten 59, kvinde og med den store arbejdsløshedsprocent, der er i min aldersgruppe, ville det være noget af det dummeste at gøre. Havde jeg været 10 år yngre, havde jeg ikke kørt linen så langt ud.

Pludselig en dag sprang elastikken. En bette petitesse, men bare lige dråben, der fik bægret til at flyde over. Jeg måtte tudende gå hjem fra arbejde og vist efterlade chokerede kollegaer. Jeg er ellers ikke typen, der græder hvert år! Efter en uges sygemelding, hvor jeg bare havde det SÅ dårligt, tog jeg beslutningen om at sende min opsigelse. Kunne mærke, at der ikke kunne finde en healing sted, før jeg tog denne beslutning. Om den var svær at tage???? Både ja og nej! Svært at skulle "give op" og forlade nogle dejlige kolleger - let, fordi der ikke var anden vej tilbage.

Min sommer blev ikke nogen drømmesommer. Det blev dog - på trods - en god sommer i tosomhed med Per, hvor nærhed og "lave ingenting" var kodeord. Jeg har INTET lavet - det har jeg ikke kunnet. Jeg har siddet i solen og suget D-vitamin. Det, der har været bedst for mig var at være i campingvognen. Ingen kendte folk, 5 minutters oprydning, ingen beslutninger, der skulle træffes, ud over om jeg ville have et bad eller ej. Maden blev serveret, Per trak mig med ud på små overskuelige gå og cykleture. Det var faktisk rigtig svært at komme hjem til Brande igen. Her er alt for mange beslutninger, der skal træffes.

Jeg har rigtig mange fysiske og psykiske gener, som jeg af hjertet håber bliver bedre, for ellers er prisen for at arbejde, som jeg har gjort, ALT for høj. Jeg har altid elsket at arbejde, få noget fra hånden. Hjælpe andre og give en hjælpende hånd med, når jeg kunne se det kneb for kollegaerne at nå deres. Jeg er kreativ og får mange ideer til hvordan man kan optimere og forbedre, og ofte har det jo medført lidt ekstra arbejde i første omgang. Noget som jeg gladelig har påtaget mig. Men prisen har altså været for høj.

Jeg kan f.eks. ikke se en TV-avis eller en film. Hvis der kører undertekster, kan jeg ikke koncentrere mig.  Jeg er rastløs, har ikke kunnet læse, kan slet ikke tåle støj - dvs. kan ikke sidde ret længe i selskab med andre. Svært ved at være sammen med alle 3 børnebørn på en gang. Kan ikke gå ud og handle mere end 3-4 ting. Skal have alt skrevet ned. Må tit gå ud af en butik igen. Må lægge mig flere timer, hver gang jeg har lavet en lille smule. Tør ikke ringe til f.eks fagforening, kommune og forsikringer o.l. og er der noget man skal, når man er syg, så er det da det! Godt jeg har haft en god veninde, der har hjulpet mig med det.

Alt tager lang tid. At skrive dette indlæg, har taget 100 år og en søndag - noget som normalt kunne gøres på måske en ½ time. Nu må jeg se, hvornår jeg tør lægge den ud :)

Men nu.........Slut på jammedalen :)

Skal jeg sammenligne med, hvordan jeg havde det for 5-7 uger siden, ja SÅ går det fremad :) Nu kan jeg (ind i mellem) snakke uden at tude. Jeg er begyndt at bruge nogle redskaber, jeg fik af en coach for 5 år siden. Jeg er begyndt i terapi. Jeg er ikke vred længere, jeg har taget ansvaret over på mig selv, og jeg forsøger at lade det ansvar, der tilhører andre, ligge. Jeg er begyndt, at kunne mærke efter og sige NEJ TAK. Er blevet bedre til ikke at slå mig selv oven i hovedet med, at jeg skulle have handlet anderledes. 
Efter en god snak med min læge den anden dag, er jeg nu ved at affinde mig med, at jeg ikke er rask, hverken i dag eller i morgen. At jeg faktisk ER syg, og det er ok med ro og hvile i måske flere måneder. At kunne skrive dette blogindlæg er et godt skridt på vejen. Jeg er spændt på, hvordan mit arbejdsliv bliver - men ÈT er sikkert, jeg kommer til at sadle helt om :)

TAK FORDI DU LÆSTE med :)

 

Pimp a caravan ...... eller på DANSK: Restaurer en campingvogn!

I mange år har vi været ejer af denne gamle skjønhed ( i vore øjne altså) en Sprite Alpine 1968 - købt i efteråret 1988 af Lis og hendes mand. Tror vi gav den nette sum af 6000 kr. dengang. Et okay køb - dog skulle den restaureres lidt - det var før det blev kaldt at PIMPE eller GLAMPING. Jeg/vi malede dengang vognen i en hvid/lysblålig farve, og jeg syede det fineste blomstrede betræk i sort Sødahlstof og malede alle skuffer og skabe samt køleskabet sort - og så var den überhot!

For 10-12 år siden støvede vi vognen af igen. Efter den havde stået i stald nogle år, hvor det hed sommerferie i Sverige og charterrejser. Der skulle dog ligesom ske lidt på designsiden, da stoffet var blevet forvasket og falmet, så jeg købte en rulle stof på min daværende arbejdsplads Södahl Design, og kastede mig ud i en ny ombetrækning. Jeg orkede dog ikke male om dengang, og malerarbejdet så i øvrigt også ganske tilforladeligt ud.

Vi har bare haft mange hyggelige ture i den vogn - jeg ÆLSKER at være omgivet af mine EGNE pæne ting.  Jeg er jo sådan lidt småneurotisk ( mine venner vil nok mene MEGET neurotisk) hvad snavs og sådan noget angår - men jeg erkender det, og så ER det bare sådan, det ER :) Derfor er camping også lige noget for mig - og de venner, -der i 88 -sagde, at den holder ikke mere end eeeeeen sommer - kan bare lige æde deres ord igen :)

Selvfølgelig ER solskin og 25 graders varme det SJOVESTE - og ikke 3 ugers regn som i august sidste år, hvor vi opgav efter 10 dage i gummistøvler. Men bare det ikke REGNER er det jo lige meget om man skal tage solbad under en dyne :) I don`t care, stik mig en krimi og en liggestol, så flader jeg gladelig ud!

Men .....................................

................ når man så har fyldt campingkøleskabet med forskellige slags hjemmelavet campingmarmelade så........................... :) 


Men i år skulle der ske noget på campingfronten. Jeg har jo længe drømt om mit eget lille sommerhus, hvor jeg ikke skal indgå på kompromisser med andre end Nielsen, og hvor jeg kunne udfolde mit indretningstalent - eller mangel på samme - men det blev desværre ikke til noget i denne omgang. Jeg har brugt T i m e v i s på at lede og drømme om sommerHUSET, og været ude og kigge på nogle stykker. Følt suset og skuffelsen, når billeder og virkelighed ikke stemte ret meget overens. Dernæst kiggede vi på nyere brugte campingvogne - og jeg var lige ved at brække mig over, så grimme de er. Helt uden charme, så da vi på vej hjem fra lejet sommerhus, ville besøge Camping og Fritid i Herning, og kigge på nye vogne, blev jeg så desperat - fordi der var tusindvis af biler omkring Messecentret, at jeg ikke orkede det gedemarked, at jeg sagde til Permand, at så ville jeg altså hjem og have et hul i øret. NOGET skulle der altså ske!!!! Det var fint for Per - så vi skyndte os mod Brande - men allerede i Lind havde jeg fortrudt det med hullet, så det blev HELLER ikke til noget!!! HA HA. Men så kastede jeg mig over det fantastiske internet, da vi kom hjem.
Det var her jeg så stødte på ordet "PIMP". Jeg er med på PINTEREST, som er en fantastisk samling af billeder, som folk lægger ud på nettet, og som man så kan gemme dem i egne mapper. Her stødte jeg på pimpede campingvogne. FANTASTISK!  Pludselig var ideen der. Drop sommerhuset og Pimp den gamle  (ikke Per altså) men campingvognen. Og Per som straks lurede, at uanset hvor MEGET, jeg ville pimpe den gamle spand, ville det være væsentligt billigere end et sommerhus :) Klog mand, ham Per. Så vi kastede os sammen ud i campingprojektet. Jeg fandt også en Hollandsk FB-side "Pinping je caravan" - og den har jeg haft stor glæde af og har stadig. For at dette indlæg ikke skal blive så langt, at du allerede står af her, fortsætter jeg med flere billeder en anden dag. Men dette her over er lige en lille smagsprøve - og så kan du jo vurdere, om du GIDER hænge på :) Følgeton ´en  kunne GODT gå hen og blive mere end lang :) 

Her er et billede fra Pinterest - og næste år håber jeg, at vi kan lave sådan et herligt Campingtræf for pimpede vogne her i Brande. Kunne det ikke bare være SJOVT at se ? :)

 

De underkendte rynker....................

RYNKER........Hmmm...... Ja, hvem er det liiiige der er ret vilde med sådanne fætre? Der er vel ikke mange over 40, der ikke engang imellem kaster et blik i spejlet og beklageligt scanner en lille rille her eller der. Strækker halsen godt for ikke at blive konfronteret med det løse kalkunpludder under hagen. Så RYNKER er der vel ret beset ikke mange, der dyrker?

Det er så her jeg bliver nødt til at melde mig på banen. Rynkebanen altså! For jeg har opdaget, at der altså er NOGLE rynker, jeg er ret vild med - og det er rynker på æbler. Jeg kan huske at min svigerdatter på et tidspunkt spurgte om jeg ikke havde nogle nyere æbler, og det måtte jeg jo med skam erkende, at jeg ikke lige havde den dag. Så hun måtte selv til købmanden og købe.  :)

rynket æble.jpg

Rynkede æbker fortæller jo en lille historie, nøjagtig som rynkede mennesker. De fortæller om et liv, der er levet på godt og ondt. Æblelivet, der starter med en smuk velduftende blomst, der får besøg af sin flyvende elsker, der forelsket smyger sig om blomstens dragende støvdragere. En historie om, hvordan forholdet får konsekvenser. Blomsten bliver befrugtet og visner stille og roligt, hvorefter et nyt lille liv begynder. Det vokser og vokser og bliver til en dejlig stor kugle. Efter mange måneder hænger det smukkeste æble lige der og suger solens varme stråler til sig. En skønne dag, når solen går på hæld, og de første efterårsstorme holder deres indtog, kommer der enten et  vindstød og blæser det lille æble, som ikke magter at holde imod, ned på jorden - eller også bliver det plukket af et par omsorgsfulde hænder, for nænsomt at blive pakket ned til den lange kolde vinter. Det lille gemmeæble kan takke sin skæbne for sin forlængede levetid og kvittere ved at lade sin skønne æbleform blive mindre og mindre. Det faste kød bliver lidt løsere men samtidig bliver dens aroma sødere og sødere. Og vups en dag bliver dens tiltrækningskraft så sød og dejlig at den bliver midtpunktet i en dejlig æblekage

 

ØV BØV... nogle gange bliver man......

...bare så skuffet :(  Den sidste uges tid har jeg næsten ikke kunnet være i min krop af bare spænding og forventning. HVOFOR, vil en og anden sikkert spørge. JO, jeg havde fundet det sødeste lille bindingsværk sommerhus på Langeland med HAVUDSIGT. Mega dyller.  Nedsat med 400.000 en rigtig lille perle i.fgl. papirerne, og til en pris, hvor vi kunne være med.

Så med hæklekurven pakket og et par dyner på bagsædet, kørte vi spændte mod det sydfynske ørige. Jeg var nok den, der var mest spændt, for jeg havde allerede indrettet de søde rum - og diskussionen i bilen gik på, hvor meget mon vi yderligere kunne presse prisen, og om vi gad udleje eller ej.
Min søde veninde Birgitte havde dog på forhånd - klog af skade sagt- ikke for at være lysslukker og joykiller - men at de sidste år, da de var på udkig, -af og til kom ud for, - at det var svært at genkende billederne fra udbudsmaterialet og så virkeligheden. Den havde jeg sidende i baghovedet - og det var selvfølgelig lige det, der skete, da vi kom i god tid før den ellers søde fynske mægler.  Bindingsværket lød mistænkeligt hult mange steder, og da vi kom ind i huset var rummene bittesmå - og billederne absolut taget med VIDvinkel!!!! Al charmen fra billederne var totalt forsvundet, og den ellers gode følelse var VÆK!. ØV, hvor var jeg skuffet. Mærkeligt nok var der god udlejning på det, og beliggenheden var super - men huset er simpelthen for dyrt til, at vi bare kan tillade os at rive det ned og bygge et andet. Men fra tagterrassen - der også skulle skiftets ud- var der en rigtig dejlig havudsigt.

Mægleren, var rimeligt opsat på, at det var noget for os, men da han sikkert fornemmede, at det nok ikke blev os, ville han gerne vise os et billigt hus, som jeg selv havde snakket om, 2 km fra Ristinge. Det ligger for langt væk, synes jeg, men dog kun 2 km. fra Langelands bedste strand, så vi sagde ja til at køre med ned at se det. Syntes ikke vi kunne være andet bekendt. DET var så til gengæld en GOD POSITIV overraskelse. Et lille gammelt helårshus, hvor der ikke var lagt en hel masse sminke hen over. Energien var god - huset superbilligt, så nu venter vi på tilstandsrapporter og andet på det. MEN om det bliver til noget, ved jeg ikke. Beliggenheden ER langt væk - vi har campingvogn, Mille og Brian har i forvejen sommerhus på Langeland, som vi må bruge alt det vi vil. Så måske skal vi bare falde til ro, og lade det hele blive ved drømmen om eget lille sommerhus. ÅH ja, glemte jo helt at vi også har et delesommerhus i Sverige. Egentlig mangler vi vel bare TID til at benytte alle de muligheder, vi har. Som Per så klogt siger - man kan nu leje mange sommerhuse, for det det koster at eje et selv. Har han ret???? Ja, selvfølgelig har han da det :)

Og skuffelsen var hurtig ovre - for hjemme i sommerhuset ventede 3 små dejlige piger på stjernerne i deres verden - nemlig MORFAR og MORMOR. Og findes der noget dejligere end et par tøser der laver en hule og ligger og spiller Ipad, eller ligger i arm med mormor og ser X-factor? NÆPPE - det kan selv verdens bedste sommerhus ikke hamle op med.

Og når svigersønnen så er løbet ind i en god stime ørreder og har fanget 37 stk. og slet ikke kan få armene ned igen - ja, så er familieidyllen på det højeste :) Han havde som god sportsfisker, dog kun taget de 3 med hjem. Hvem fik mon dem med hjem til aftensmad og fryser??? GÆT!

Så fås de ikke friskere og bedre. HAVØRREDER med det smukkeste lyserøde kød. Glæder mig til aftensmaden.

Et lille stykke "Sol og Sommer"........

Egentligt startede det med en masse uldgarnsrester - men så udviklede det sig. Ved ikke om der er andre derude i cyberland, der lige  - i en sen nattetime - kan forfalde til at kigge PINS på https://www.pinterest.com/  Pinterest? Jeg må med skam meld, at her sker det ret tit. Pinteres er en guldgruppe af inspiration og jeg bruger det meget bevidst og har stor gavn og glæde af alle de dejlige billeder man kan finde og gemme i egne mapper. Før copypastede jeg og satte ind i Word filer, som jeg så gemte i mapper, som jeg alligevel aldrig kunne finde. Nu er billederne overskueligt samlet på Pinterest

Inspireret fandt jeg mine små garnrester sammen og startede så bare med at "hækle derud af". Lange rækker af smukke farver og forskellige hækleteknikker. Både farver og teknikker blev afprøvet med rund hånd, og resultatet ( det øverste billede) blev efter min egen mening RET godt! Og jeg begyndte at tænke i garnkits og opskrift. Så da jeg var helt færdig og tørklædet vasket og tørret, besluttede jeg at lave en opskrift og kastede mig over endnu et tørklæde.Nnu var det jo bare at tælle på det første skrive ned og genhækle - ja, og så skulle jeg selvfølgelig også veje garn af efter hver række. Som sagt så gjort!

Meeeen..... det var nu ikke HELT så NEMT, som jeg havde troet. Nu er jeg jo ikke selv en ørn til at læse opskrifter, eftersom jeg næsten altid hækler og strikker "ud af hovedet", så jeg har jo slet ikke den professionelle tilgang, som mange garvede strikkere har. Men med en del selvdisciplin og koncentration blev også "Sol og Sommer" nr. 2 færdig. Denne her med lidt færre farver - nemlig "kun" 10 - til gengæld blev den - uvist af hvilken grund" 40 cm kortere!!!  OKAY tænkte Fru Sommer så - så får den ski da bare sole i begge ender! Nå, det blev den jo ikke grimmere af.

Men der var lidt småproblemer med maskeantallet i de forskellige rækker - tænkte at jeg måtte have et program til at programmere i. Det brugte jeg oceaner af tid  med at finde på nettet. Uden resultat! I gang med kuglepen og ternet papir og snak frem og tilbage med nogle, der er klogere end mig. Ja, jeg nåede såmænd da også at investere i et par uduelige programmer, som jeg aldrig fandt ud af at bruge. Så gik jeg i gang med den blå version - og den blev størrelsesmæssigt som nr. 1 - så et eller andet var det lykkedes med :) Jeg fik et par veninder til at testhækle. Og endelig efter mange måneder og mange timer var mønstret omsider færdigt! Troede jeg :)

Jeg samlede alt mit garn ( og det er meget) og daffede til Stilling til min søde veninde Aase, som er en meget habil hækler og strikker, og som altid holder sig til opskrifter. Hun havde frit valg på alle hylder og valgte de skønneste farver! ( se billedet). Helt andre end jeg ville vælge og derfor rigtigt sjovt! Og så startede vi igen efter opskriften. Vi fandt et par småfejl - og bl.a. fandt jeg ud af, at det godt kan være et problem for andre, at hækle så løst, som det rent faktisk er tænkt hæklet. Så OP i størrelse på hæklenål venner, hvis du bare hækler det mindste fast. Det bliver mest lækkert, hvis man hækler det så løst, at ens håndarbejdslærer ville rotere i graven.

Men endelig fik jeg mønstret færdigt og det sjove med at lave kit begyndte. "Ferniseringen" foregik på "Knit-together" den 1. marts - og det gik ikke så ringe endda. Jeg fik mange roser for kittet og salget gik også over forventning. Jeg har lagt mange billeder ind på min Facebookprofil - så der kan du se flere, hvis du er interesseret. Et kit med uldgarn og mønster og lille isyningsmærke koster 150 kr. + forsendelse. Man kan komme i kontakt med mig på marianne@frusommer.dk  Mønstret kan også købes separat for 40 kr. Det er oplagt at bruge sine rester til dette søde tørklæde. Og MÅSKE kunne det være en ide at give hækleveninden et kit i stedet for en buket næste gang du mangler en værtindeting :)

 

"Time out"....."over and out"......

Efter et ret presset efterår med bl.a. arrangering af Strikkefestival, meget arbejde, mange bookede weekender, jul og meget få juledage - kunne jeg i julen mærke at mit stressbarometer var ved at gå oven ud og bægeret lige ved at flyde over. Derfor var jeg nødt til at beslutte at strege ALT i den allerede bookede Januar kalender.

Så da julepynten var pakket ned satte jeg mig til pc´en og meddelte på FB - at nu holdt jeg "Time out" i januar måned. En og anden har sikkert tænkt sit - men jeg kunne mærke, at hvis jeg ikke skulle gå ned med stress som for 4 år siden, var jeg altså nødt til at handle på det. HVIS man virkelig HAR været ramt af STRESS eller DEPRESSION ( sidstnævnte har jeg heldigvis IKKE prøvet) ja, så kender man godt signalerne, når de kommer, men de er meget nemme at overhøre. Man/JEG har lidt svært ved at erkende, at der bare er ting jeg ikke magter så godt mere, og at jeg selv er nødt til at passe på mig.  Omgivelserne/vi er med til at fastholde hinanden i de vante mønstre, det mærkes tydeligt. "Jammen - vi skal bare HYGGE os",  "Jammen, vi skal bare......." Jammen, har du ikke godt af.....? "Jammen, det er jo længe siden...."  jammen, jeg fylder altså rundt,...... jammen., jammen ...............  lyder det velment fra alle sider.

Og jeg vil jo så gerne undgå at såre mine venner og familie, og alligevel gør jeg det gang på gang, fordi jeg ikke formår, - når jeg er presset - at få det sagt på en rar måde. UNDSKYLD venner og familie og andre, der måske har følt min vrede.

Jeg BURDE jo ikke have noget at stresse over. 23 timers arbejde om ugen, dejlig familie ingen økonomiske bekymringer. Men når man først har været ramt af stress 1 gang - og jeg har faktisk været det et par gange, så er der bare væsentlige ting, som kommer til at halte. Jeg har snakket med mange andre stressramte om det, og nogle af de ting, man bliver ramt på er: 

Korttidshukommelsen. Jeg huskede dælme ikke godt før - men nu er det da helt til rotterne.
Koncentrationsbesvær. Før kunne jeg strikke, læse et ugeblad, snakke og se TV på 1 gang. Nu kan jeg 1 ting ad gangen. "Multitasking" var før mit mellemnavn - nu er det vist bare TASK! Jeg kan i hverdagen f.eks. ikke koncentrere mig om at læse en bog. Før læste jeg måske 3 bøger om ugen. Det er faktisk en stor sorg, for jeg ÆLSKER at læse. Her i vinterferie læste jeg dog 1½ bog. YEAHHHHHH !!! Siden vi er kommet hjem, har jeg ikke fået læst anden halvdel af en Dan Brown færdig. Den ville tidligere være blevet slugt i løbet af o,5. 

Søvnbesvær. Jeg har i over 8 år  ikke sovet mere end ca. 2 timer i træk - de TV-programmer, der har været de sidste par dage om "Pressede danskere, der ikke kan sove" - kunne lige så godt være optaget her på matriklen" .
Træthed!  Man bliver SÅ TRÆT, at jeg ikke tror, man kan forestille sig det, medmindre man har prøvet det. :( 
Vred,- man bliver vred og opfarende og projicerer det ud i omgivelserne - måske ganske ufortjent. Introvert, man får bare en usigelig lyst til at KOMME VÆK - væk fra krav, forventninger - væk til et sted, hvor man kan gemme sig og sove i 1000 år. PUHA - jeg sidder såmænd og bliver helt ked af det, bare ved at skrive disse linjer. Det ligger stadig lige under huden, kan jeg mærke.

Meeeeeeeeeeeeen..................................

 

.NU.... efter januars Time-Out og en Februar med uges vinterferie I Søndervig i sofamode føler jeg mig på banen igen.  Jeg vil i årets løb måske lave flere Time-outs, HVIS det bliver nødvendigt. :) Jeg vil blive bedre til at mærke efter og træffe gode beslutninger for mig selv. Så hvis jeg bliver nødt til at melde fra til en fest, familie middag, arrangement eller andet, vil jeg her på forhånd gerne sige, at det IKKE er noget personligt og ikke handler om den der inviterer. Jeg vil værne om mine fridage - de er MINE - så hellere stramme balderne de andre dage, hvis der er ting der skal ordnes.

Flere i mit netværk har påpeget, om jeg ikke skulle lade være med at involvere mig i alting, og sætte nye ting i gang. Men søde venner, sådan fungerer det IKKE i min hjerne. Ideerne bobler i en jævn strøm ca. 24 timer i døgnet ( gad vide om jeg havde fået en diagnose tidligere) - og de ideer en stor del af MIG, og den del kan man ikke bare amputere.

Jeg tror bare, at i vores familie bobler kreativiteten helt fra baby-ben. Her ses Silke i en alder af ca. 1½ år. Hun har fundet en strikkepind frem og sat sig til rette lige som "MÅRMÅR" - og så ved hun godt at trøjen skal strikkes.